torsdag den 28. april 2011

Drengen der faldt ned gennem Udgang 43

Drengen der faldt ned gennem Udgang 43 er titlen på en fantasybog af Harriet Goodwin.


Finn Oliver mistede sin far i en flyulykke for et år siden, og er sikker på, at han aldrig vil komme over det. Hans mor har siden ulykken været på medicin, og ikke været der for ham. Da han, dagen inden sin 12 års fødselsdag, tager morens bil og kører en tur, bliver det starten på et eventyr han aldrig vil glemme. For Finn kører galt, og bilen og han falder ned gennem Udgang 43, som er en passage til Underverdenen, hvor de døde bor.

Men de døde har deres egne problemer, for den megen regn i de dødeliges verden har svækket membranen mellem Underverdenen og de dødeliges verden, og hvis membranen giver efter, vil alle de døde blive opløst af vandmasserne. Finns komme kan blive Underverdenens redning, for ifølge en gammel profeti kan kun en dødelig befri Ildperlen fra dens magiske lænker - og kun Ildperlen kan genskabe membranen og forhindre Underverdenens undergang. Finn og den døde pige Jessie må kæmpe mod tiden og vandmasserne for at redde Underverdenen. Og Finn får undervejs et nyt perspektiv på farens død.


Rørende fantasyhistorie om at miste og arbejde sig igennem sorgen. Kan varmt anbefales.

søndag den 24. april 2011

Jhegaala

jhegaala_jul10 by dibirmok
jhegaala_jul10, a photo by dibirmok on Flickr.

11.bind af Steven Brusts fantasyserie om lejemorderen Vlad Taltos hedder Jhegaala, og foregår mens Vlad er i selvvalgt eksil i hans forældres oprindelsesland Fenario. Vlad er nødt til at gemme sig for lejemorderne fra Jhereg-organisationen, og bestemmer sig for at benytte lejligheden til at lære sin mors familie at kende. Derfor rejser han til sine forældres fødeland, Fenario, hvor han i byen Burz forsøger at opspore sine slægtninge. Men Vlad finder hurtigt ud af, at han er en fremmed i sit eget land, og at der er politiske forviklinger i spil, som han er nødt til at finde ud af, hvis han skal slippe fra byen med livet i behold. For hvorfor tror folkene i byen, at han truer dem, når han nævner sin mors fødenavn. Og hvem bestemmer i byen? Da Vlads slægtninge myrdes, må Vlad forsøge at opklare hvorfor, og hvem der står bag. Og denne gang har han ikke en organisation af lejemordere i ryggen.

Jeg elsker bøgerne om Vlad Taltos. Det er ikke mange bøger der har en lejemorder som hovedperson, og serien bliver bare bedre og bedre. Det eneste der er lidt forvirrende, er de mange tidshop bøgerne imellem.
Bogen, og resten af serien, kan varmt anbefales.

lørdag den 16. april 2011

Skyggemagi

Skyggemagi af John Lenahan handler om den 17-årige Conor. Han bor alene med sin far, som er ekspert i oldtidssprog, og som mangler sin ene hånd. Conor har aldrig kendt sin mor, som døde da han var spæd.
Men da 2 ryttere en dag kommer på besøg, og den ene præsenterer sig som hans fars søster, bliver der pludselig vendt op og ned på Conors verden. For hans far er i virkeligheden prins fra landet Tir na Nog, de udødeliges land, men flygtede da Conor var spæd til virkelighedens verden for at redde Conors liv. For Conors slægtninge vil slå ham ihjel, da en gammel profeti siger at:

Sønnen af den enhåndede prins må dø. Ellers bliver han Tir na Nogs undergang.

I Tir na Nog må Conor kæmpe for livet, samtidig med at han må lære sin far at kende igen, da faren aldrig har fortalt ham om hans liv i Tir na Nog. Eller at hans mor stadig er i live, og troldkvinde. Men hvem kan Conor stole på? Alle i Tir na Nog er tilsyneladende ude på at slå ham ihjel, også selv om de ikke bryder sig om hans onkel Cialtie, som er konge i stedet for Conors far, og noget af en tyran. Kan Conor overleve Tir na Nog, og ikke mindst hans slægtninge, og finde vejen tilbage til virkelighedens verden? Og hvad med profetien?

Rigtig god og spændende fantasybog med masser af keltiske og irske myter blandet ind i historien. Bogen kan varmt anbefales.

fredag den 15. april 2011

Library Girl (original song)

Til alle bibliotekarerne derude - lyt til teksten!

lørdag den 9. april 2011

Kelley

Kelley er 1. bind i serien Vinterkongens datter af Lesley Livingston.

Kelley er 17 år, og håbefuld skuespillerinde i New York. Hun er dubleant til Titania i opsætningen af William Shakespeares En skærsommernatsdrøm, men da hovedrolleindehaveren brækker benet, får Kelley sin store chance, da hun skal overtage rollen.

En aften, da hun går tur i Central Park og forsøger at lære sine replikker, møder hun den flotte Sonny, som giver hende en rose, og derefter forsvinder sporløst i natten. For Sonny er en af alfekongen Oberons Janus-vagter, der skal beskytte menneskenes verden fra alferne, når Samhain-porten i parken åbner sig ni nætter i træk. Han er skifting - et menneskebarn stjålet af alferne og opdraget i Oberons palads.

På vej hjem redder Kelley en hest fra at drukne, og det bliver starten på en række mærkelige begivenheder. For da Kelley kommer hjem, er hesten på mystisk vis kommet ind i hendes lejlighed, og står i hendes badekar! Kelley finder ud af, at Shakespeares alfer findes i virkeligheden, og at hun er datter af alfekongen Oberon. Men nogen vil gøre alt for at sikre at Kelley ikke kan kræve sin fødselsret, og det er op til Kelley og Sonny at stoppe Den Vilde Jagt fra at jage frit igen. For hvis jagten slipper løs kan det ende med et blodbad...

Rigtig god og spændende fantasyfortælling baseret på keltiske myter og Shakespeares teaterstykke En skærsommernatsdrøm. Her er der ingen nuttede feer, men masser af politiske intriger alfehofferne imellem. Jeg kan næsten ikke vente på næste bind i serien. Bogen kan varmt anbefales!

Vildheks 2: Viridians blod

2. bind af Lene Kaaberbøls serie Vildheks har undertitlen Viridians blod. Da Clara er på besøg hos sin far for at se hans nye lejlighed, får hun besøg af en tårnfalk. Tårnfalken er sendt af vildheksen Shanaia som har brug for hjælp, og derfor tager Clara og Oscar hen i parken for at mødes med hende. Men da de finder hende, er Shanaia bevidstløs, og de bliver angrebet af måger. Clara må bede sin moster Isa om hjælp for at redde Shanaia, og da Shanaia vågner op, beder hun Clara om hjælp til at få hendes forældres hus og ejendom tilbage fra Kimæra. Kimæra overtog Vestmark, Shanaias arv, da hendes tante døde, og nu da Kimæra er fredløs, vil Shanaia tage Vestmark tilbage, og mener at Clara kan hjælpe hende. Men Clara siger nej, for Kimæra er en fuldt uddannet vildheks, og Clara er kun i lære. Da Oscar bliver bortført, og Isa og Shanaia forsvinder, må Clara alligevel tage til Vestmark for at redde dem. Men det viser sig at være en fælde, for Kimæra har sine egne grunde til at ville have Clara til Vestmark, og sender sine trældyr efter hende. For Clara har Viridians blod i sine årer... Bogen er endnu mere spændende end bind 1, og jeg kan næsten ikke vente på at 3. bind udkommer til efteråret. Bogen, og serien iøvrigt, kan varmt anbefales. Læs mere om bøgerne på seriens flotte hjemmeside.