søndag den 31. januar 2016

Stålhjerte

Stålhjerte er 1. bind i serien Fortropperne af Brandon Sanderson.

For ti år siden forvandledes en række mennesker og fik særlige evner. De blev kaldt de episke, og kort tid efter overtog de kontrollen med verden gennem magt. Nu styrer de verden med hård hånd, og almindelige mennesker lever i evig frygt for at de bliver de næste tilfældigt dræbte.
Det tidligere Chicago regeres af Stålhjerte, en epiker som er usårlig, kan flyve og er meget stærk. Men som alle epikere har også Stålhjerte en svaghed, og 18-årige David gemmer måske på nøglen. For ti år siden så han Stålhjerte dræbe hans far, men ikke før hans far sårede ham. Stålhjerte dræbte efterfølgende alle vidner, med undtagelse af David, og gjorde sit bedste for at slette alle spor.
Siden den dag har David drømt om hævn, og har brugt al sin tid på at udforske de episke og finde deres svagheder. Og nu har han en plan for hvordan han kan dræbe Stålhjerte.
Men han kan ikke gennemføre planen alene, og derfor opsøger han Fortropperne, en gruppe af almindelige mennesker som kæmper mod de episke og dræber så mange af dem som muligt. Vil det lykkes David at overbevise dem om at hans plan kan virke - og vil de overhovedet hjælpe ham?

Jeg var så heldig at få både Stålhjerte og efterfølgeren Ildkamp af forlaget DreamLitt til Bogbloggertræffet i 2015. For en superheltefan som mig var bogen en jeg bare måtte læse, og forsiden alene gav mig store forventninger til indholdet. Og jeg blev absolut ikke skuffet. Bogen byder på masser af action, nervepirrende spænding, dystopiske scenarier og en historie som holder læseren fanget fra første til sidste side. Sproget er letlæst og medrivende, og specielt holder jeg meget af forfatterens beskrivelser af det dystopiske Chicago som er henlagt i evigt mørke og hvor mange almindelige mennesker lever under gaderne. Flydende, dystert, og alligevel fortalt med en god portion humor som letter på tonen i bogen der ellers godt kunne risikere at blive temmelig deprimerende og sort.
Handlingen er original og fantastisk godt skruet sammen. Jeg er vild med idéen om at det er de almindelige mennesker som er heltene og ikke de episke personer i kostumer og med superkræfter. Jeg kunne dog godt tænke mig at de episke blev beskrevet en smule mere nuancerede i stedet for bare at være supermennesker uden moral eller empati, men man er i hvert fald ikke i tvivl om hvem skurkene er. Fortropperne er derimod mennesker af kød og blod, med følelser, motiver og genkendelige handlemønstre. Hævn er en fremtrædende følelse hos de gode som i mange tilfælde, blandt andet hovedpersonen Davids, har viet hele deres liv til at dræbe de episke og vælte dem fra magten. Det er måske ikke så sundt, men fuldt forståeligt, ikke mindst i Davids tilfælde fordi man netop kender hans forhistorie og kan leve sig ind i de traumer faderens drab gav ham. Og da det er David der fortæller historien, ovenikøbet som jeg-fortæller, lever man sig også ekstra ind i netop hans følelser.
Bogen er absolut værd at læse, og kan varmt anbefales både til superheltefans og til læsere af science fiction og dystopier. Jeg glæder mig allerede til at læse næste bind i serien, og kan næsten ikke vente på at de resterende bind bliver oversat til dansk. Heldigvis skulle de begge udkomme i år, så ventetiden bliver ikke alt for lang.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 30. januar 2016

Blodets bånd

Blodets bånd er 3. og sidste bind af Sidsel Sander Mittets fantasytrilogi Morika.

Meget har ændret sig for Eshri og hendes venner. Hun er blevet kæreste med Zaak, hilaernes konge og magiker, og har opdaget hun selv har magien i sig. Med Zaaks hjælp forsøger hun at lære at kontrollere den, men det er ikke nemt.
Samtidig er forholdet til Oryn blevet temmelig anstrengt efter hun valgte Zaak i stedet for ham, og det har ikke hjulpet at han kort efter blev forrådt af sin forlovede. Oryn er blevet kold, og bruger nu al sin energi på at lede oprørsgruppen bestående af hilaer og morikanere. Og det går da også fremad for oprørerne, som for alvor er begyndt at gøre fremskridt i kampen mod Oryndro.
Korau trives i rollen som kriger, men har svært ved at forstå forholdet til Taka, den hilakriger han er forelsket i, og som skiftevis er varm og kold overfor ham. Samtidig er han bekymret for Aubr som har ændret sig meget efter at have været fange hos Oryndro.
Da Oryn hører at Oryndro har valgt Raudra, den tidligere skoleø, som deres hovedkvarter, og at adelens tre mest magtfulde mænd, heriblandt hans far, opholder sig der, lægger han en desperat plan. Men skal den lykkes får han brug for Zaaks hjælp, og Zaak nægter at tage afsted uden Eshri. Og det giver en række problemer, for den eneste måde Oryn kan forklare Eshris tilstedeværelse på er ved at udgive Eshri for at være hans forlovede. En rolle, som ikke gøres lettere af at Oryn stadig har følelser overfor Eshri - og omvendt. Men skal kampen om Morika vindes er Zaak nødt til at tage til Raudra, som tidligere var hilaernes hellige ø, og stoppe adelens magikere. Det kræver dog at de alle tre kan skjule deres virkelige følelser, og at Eshri og Zaaks kærlighed overlever prøvelserne.
Samtidig forsøger Korau at lede oprørernes lejr i Oryns sted, men lederrollen falder ham ikke nem. Da Aubr forhører en såret Oryndro-soldat opdager Korau at Oryndro planlægger at angribe oprørslejren i bjergene som vennerne måtte flygte fra da Eshris bror, Raesh, ville henrette Zaak og Oryn. Han bestemmer sig for at advare dem, men vil han nå frem i tide, og vil Raesh lytte?
Det endelige opgør med adelen nærmer sig, og hilaer og morikanere får brug for alt deres mod og må lære at arbejde sammen hvis de skal have en chance for at overleve og befri Morika.

Da Forlaget Facet kontaktede mig og spurgte om jeg havde lyst til at anmelde Blodets bånd sagde jeg straks ja. Jeg havde læst første bind, og glædede mig til at læse slutningen på historien. Kort før jul modtog jeg så en pakke fra forlaget med en flot indpakket bog, et dejligt bogmærke, omtale af bogen og en æske chokolade. Og sikke en gave. Blodets bånd er en fantastisk afslutning på en fantastisk serie, og jeg ville ønske den var meget længere, for jeg kan slet ikke få nok af Morika. Og jeg skal sige hvorfor:
1. Personerne. Jeg er vild med karaktererne i bogen. Det er levende mennesker med håb, drømme, følelser og realistiske måder at reagere på. Alle personerne har godt og ondt i sig - selvom man ved nogle af personerne godt nok skal lede længe for at finde noget positivt - og jeg kom hurtigt til at holde rigtig meget af dem. Især Oryn, Zaak og Eshri gjorde indtryk på mig, da deres indbyrdes forhold er så fantastisk godt beskrevet, og den kærlighed der binder dem til hinanden er både smuk og tragisk. Men også beskrivelsen af Aubr, som er knækket af sin tid som fange og har svært ved at leve med minderne, er utrolig godt og levende beskrevet, og gennem ham ser man for alvor krigens konsekvenser. Mittets personer udvikler sig også, både her i sidste bog, men også igennem serien. De er på ingen måder statiske, og det er med til at gøre dem levende for læseren. Igen skifter synsvinklen mellem Eshri og Korau, og det fungerer rigtig godt, da Eshri og Korau som personer er meget forskellige, og så alligevel temmelig ens. De kæmper begge for det de tror på, selvom deres tilgang til det at kæmpe er meget forskellig.
2. Sproget, Forfatterens sprog er fantastisk. Beskrivelserne er levende, både de smukke og de grimme, og sproget flyder let afsted så man hurtigt lever sig ind i bogen. Action-scenerne er godt fortalt, og man hører tydeligt sværdenes klang mod hinanden, hører de såredes skrig og ser ilden brænde for sig mens man fuldstændig opslugt vender siderne. Og så er forfatteren helt utrolig til at beskrive komplekse følelser med få ord på en måde så man virkelig føler med personerne.
3. Handlingen. Historien er godt skruet sammen, og formår at overraske og interessere læseren hele vejen igennem, Der er uventede drejninger, spænding, action, kærlighed, venskab, forræderi og svære valg, og det hele går op i en højere enhed som bare fungerer. Samtidig formår forfatteren at tage svære og tabubelagte emner op på en måde som giver læseren en ny forståelse af dem, og samtidig sætter tankerne i gang uden at virke moraliserende. Det er emner som homofobi, racisme, racerenhed, tolerance og mangel på samme, undertrykkelse, voldtægt, krigens konsekvenser og kærlighed mellem forskellige racer. Moralen, at alle racer er mennesker, og at alle mennesker er lige, træder tydeligt igennem, og det er da også netop det Eshri og hendes venner kæmper for at gøre til virkelighed i det der skulle være tolerancens land, men som har vist sig kun at være det for dem der sidder på magten.
4. Universet. Morikas univers er utrolig godt strikket sammen, Alt er gennemført, og folkeslag, geografi, historie og magi går alt sammen op i en højere enhed som gøres levende og virkeligt gennem sproget. Jeg er vild med universet og håber at kunne vende tilbage til det igen i fremtiden - måske i en ny serie? For jeg er slet ikke i tvivl om at Morika-trilogien vil blive en af dem som jeg vil genlæse igen og igen og stadig finde nye nuancer i, ligesom jeg gør det med Ringenes Herre, Harry Potter og Fionavar-Gobelinen. Og jeg er sikker på at universet sagtens kan bære en ny historie.
5. Titlen. Forfatteren kan bare noget med at vælge de rigtige titler. Også titlen på den sidste bog har nemlig mange betydninger. Mest åbenlyst henviser Blodets bånd til Oryns kamp mod sin egen familie og det blod der binder ham til dem, men titlen henviser også til adelens interne blodsbånd og deres forsøg på at holde blodet rent. Derudover henviser titlen til det blodsbånd Zaak og Eshri indgår, og til hilaernes forskellige slægter som spiller en afgørende rolle. Der dukker også et par overraskende blodsbånd op undervejs som giver historien en del uventede drejninger. Og at titlen er så dobbelttydig som den er giver bogen endnu en dimension.
6. Omslaget. Til sidst vil jeg rose omslaget. Ikke kun på denne bog, men også på de to foregående i serien. Jeg er vild med omslagene som jeg virkelig synes er med til at bibringe serien den helt rigtige fantasystemning, og samtidig er med til at introducere de tre personer i trekantsdramaet mellem Eshri, Zaak og Oryn. Omslagene er designet af Breth design og er utroligt flotte og gennemførte. Jeg er derfor også utrolig glad for det flotte bogmærke som fulgte med den sidste bog og som er holdt i samme farvetoner som bind tre.
Til allersidst vil jeg sige en stor tak til forfatteren for en fantastisk læseoplevelse som vil blive siddende i hovedet på mig i lang tid. Jeg har tre ord at sige om serien, og det er: Velgennemført, magisk - og vanedannende. Læs den - du vil ikke blive skuffet.

Vildhunden & Panteren

Vildhunden & Panteren er 2. bind af Sidsel Sander Mittets fantasytrilogi Morika.

Eshri, Korau, Oryn, Moe og Drur er nået frem til modstandslejren i bjergene. Modstandslejren ledes af Eshris storebror Raesh, og mens Korau hurtigt falder til og genoptager træningen som kriger, har Eshri det noget sværere. Hun forsøger at overtale Raesh til at redde Moes kæreste Aubr som eftersigende holdes fanget i byen Makan, men Raesh nægter at hjælpe. Og det hjælper ikke at Eshri bliver ved at tale om at frigive modstandsstyrkernes hilaslaver, da de færreste blandt oprørerne overhovedet kan se problemet i at holde slaver, eller at hilaerne også er mennesker.
Da Oryns kusine Riur dukker op i modstandslejren, efter tilsyneladende at have bestemt sig for at slutte sig til oprørerne, stoler Eshri og hendes venner bestemt ikke på hende. Det hjælper ikke at Riur er forelsket i Oryn og har været forlovet med ham siden de var børn. Noget Oryn aldrig har fortalt Eshri.
I frustration bestemmer Moe og Eshri sig for at tage til Makan forklædt som hilaer for at finde ud af om Aubr holdes fanget i fæstningen. Men det går helt galt. En gruppe af Oryndro-soldater opdager dem, og mens Moe bliver gennembanket voldtager de Eshri. En gruppe hilaer redder dem, og Eshri møder igen halvhilaen Zaak som bestemmer sig for at følge med dem til modstandslejren. Eshri får Korau, Drur og Moe til at love ikke at fortælle hverken Raesh eller Oryn om voldtægten da hun er bange for hvordan de vil reagere.
Men voldtægten berører Eshri dybt. Hun har mareridt, og forholdet til vennerne og Oryn forværres drastisk. Zaak er den eneste hun kan holde ud at være i nærheden af, og hendes følelser for ham vokser. Men det er farligt for en hila at vise en morikansk kvinde for stor opmærksomhed, og ikke mindst når Zaak samtidig forsøger at overtale hilaslaverne til at begå oprør.
Da en gruppe fanger ankommer, hvoraf en er en af Eshris voldtægsmænd, går det helt galt. Oryn opdager sandheden og bestemmer sig for at tage hævn. Men det er Zaak som Raesh anholder for drabene, og det går op for Eshri at retfærdighed blandt morikanere ikke gælder for hilaer. For selv da Oryn tilstår drabene frigives Zaak ikke, og Raesh beslutter sig for at henrette dem begge to.
Sammen med en gruppe hilaer og nogle af Koraus krigervenner bestemmer vennerne sig for at befri Zaak og Oryn, befri hilaslaverne og forlade modstandslejren for selv at redde Aubr.
Men hvem kan de stole på? Og kan morikanere og hilaer overhovedet samarbejde?

Jeg var så heldig at få Vildhunden & Panteren i min bookiebag til Bogbloggertræffet i 2015, kort efter jeg havde læst første bind i serien, og det var med store forventninger og en pæn portion nervøsitet at jeg gik i gang med den. Jeg var nemlig vild med Rent blod, og var bange for at fortsættelsen ville skuffe mig. Men der skete det modsatte, for selvom jeg ikke troede det var muligt er bogen endnu bedre end første bind i serien. Vildhunden & Panteren er nemlig fantasy når det er bedst. Det er en anderledes fantasybog som sætter fokus på tunge emner på en fuldstændig magisk måde, men uden at man som læser føler man får tvunget forfatterens meninger ned i halsen. Som læser er man godt underholdt, og man kan sagtens nøjes med at læse bogen som en god historie, men er man åben over for det kan bogen også få en til at tænke over den verden vi lever i og den måde vi lever på.
Bogen fortælles, ligesom første bind, skiftevis af Eshri og Korau, hvilket fungerer rigtig godt. Ikke kun fordi man lærer de to rigtig godt at kende på den måde, men også fordi man som læser på den måde lever sig ind i to forskellige måder at forholde sig til kamp på. Korau og Eshri er begge to idealistiske, men hvor Korau er kriger og som sådan tror på at løse konflikter med sværdet, følge kommandovejene og ser en smule ned på ikke-kæmpende, så forsøger Eshri at løse konflikter på en ikke-voldelig måde og bruge ord og dialog til at ændre verden og de uretfærdigheder som hun oplever, ikke mindst i forhold til behandlingen af hilaerne. Eshri forstår ikke krigernes måde at tænke på, og det er da også blandt andet det som, udover hendes voksende følelser for Zaak, giver problemer i hendes forhold med Oryn.
Udover personerne, som virker realistiske og meget menneskelige i den måde de tænker og gebærder sig på, så er sproget endnu en gang helt fantastisk. Beskrivelserne gør virkelig universet levende, og man kan som læser se Morika for sit indre øje mens man sidder fastklistret til stolen under læsningen. Handlingen er godt skruet sammen, med uventede drejninger og masser af action, som gør bogen umulig at slippe. Forfatteren tager endnu en gang tunge emner som homofobi, racisme, voldtægt, manglende tolerance og undertrykkelse op, men uden at det kommer til at virke moraliserende på læseren. Bogen er uhyggeligt spændende, med masser af action, magi, forræderi, venskab, og ikke mindst kærlighed. Og det er netop kærlighed der skaber de fleste konflikter i bogen, enten fordi den ikke er gengældt eller fordi den netop er gengældt - men af to på samme tid. Selve titlen henviser både til opgøret mellem hilaer (vildhunde) og Oryndro (pantere), og til Eshris kærlighed til både Zaak og Oryn. En helt fantastisk bog som virkelig gør myten om Den Svære 2´er til skamme. Fans af første bind vil absolut ikke blive skuffede, og jeg kan næsten ikke vente med at kaste mig over tredje og sidste bind i serien så jeg kan få afslutningen på historien om Morika.

søndag den 24. januar 2016

Himmelnøglen

Himmelnøglen er 2. bind af science fiction-trilogien Endgame, skrevet af James Frey og Nils Johnson-Shelton.

Endgame er i gang. Den første nøgle, Jordnøglen, er blevet fundet, og dermed er de begivenheder som vil udløse verdens undergang sat i gang.
Om mindre end 80 dage vil en kæmpe meteor ramme jorden og udslette det meste af menneskeheden. Keplerne har lovet, at den Spiller som samler alle tre nøgler vil redde sig selv og sit folk, men det er efterhånden gået op for en del af Spillerne at keplerne er fulde af løgn, og at de absolut ikke overholder de regler de selv har opstillet.
Alligevel har Spillerne ikke andre muligheder end at forsøge at finde Himmelnøglen. Og dog, for måske er der en anden måde at standse Endgame på. Spørgsmålet er bare, om Spillerne kan få sig selv til at betale prisen.
Og det er bestemt ikke alle Spillerne der ønsker at stoppe Endgame.
Det bliver et kapløb med tiden, for meteoren nærmer sig, og samtidig er resten af menneskeheden begyndt at opdage, at der er noget helt galt. Og snart er det ikke kun de andre Spillere Spillerne må vogte sig for...

Bind to i serien er mindst lige så spændende som første bind, og fyldt med action hele vejen igennem. Handlingen er godt skruet sammen, med masser af uventede twists som gør, at man som læser ikke kan forudsige hvor handlingen er på vej hen, og ofte sidder helt ude på kanten af stolen uden at kunne slippe bogen. 
Personerne er godt beskrevne, og virker alle virkelige og realistiske. Bogen skifter konstant synsvinkel mellem de forskellige Spillere, og det gør at man lærer dem alle rigtig godt at kende undervejs - også de utiltalende af dem. Det gør det dog også til tider en smule svært at holde styr på handlingen i bogen, og nogle gange er man mentalt nødt til at spole lidt tilbage for at kunne huske hvor personen befandt sig sidst man læste om vedkommende. Der er færre synsvinkler at holde styr på her i andet bind, da en hel del af personerne døde i bind et, og det gør det en smule nemmere at holde styr på handlingen. Og der er nok at holde styr på, for udover at alle Spillerne kæmper for at overleve, så er der også masser af intriger, usikre og uventede alliancer, forræderi og kærlighed i bogen som sætter personerne på svære prøvelser undervejs og er med til at holde spændingen i gang hele vejen igennem. 
Samtidig stiller bogen spørgsmål til hvor langt man kan og bør gå i kampen for at overleve. Er en persons liv - eller tolvs - en pris man er villig til at betale for at beskytte menneskeheden? Og er det et valg som det er moralsk forsvarligt at tage? 
Bogen og serien er absolut værd at læse, og fans af bind et vil ikke blive skuffede. Det er dog nødvendigt at læse bind et først hvis man vil have en chance for at følge med i handlingen. 
Og skulle man høre til dem der elsker at løse gåder gemmer bogen også på spor til den globale og virtuelle skattejagt som er en del af Endgame-fænomenet som man kan læse mere om på bogens hjemmeside.

lørdag den 23. januar 2016

Arven

Arven er 3. og sidste del af Paladin-Profetien af Mark Frost.


Læs hele anmeldelsen på bookeater.dk

lørdag den 16. januar 2016

Tirsdage på slottet

Tirsdage på slottet er første bind af serien om prinsesse Celia og det magiske slot, Funkelborg, og er en fantasybog skrevet af Jessica Day George.

Prinsesse Celia er 11 år gammel, og det yngste af kongeparret af Slaniens fire børn. Familien bor på det magiske slot Funkelborg som hver tirsdag tilføjer nye rum og ændrer på slottets gange så folk har svært ved at finde rundt. Celia er i gang med at lave et atlas over slottet, og alle siger at hun er slottets yndling.
Da kongeparret tager til Troldmandsakademiet for at se deres ældste søn modtage sit diplom må Celia og hendes søskende, Lilah og tronarvingen Rolf, blive hjemme. Men kongeparret vender ikke tilbage, og i stedet kommer der bud om at de er blevet dræbt af røvere. Kort efter dukker to fremmede prinser op, hvoraf den ene, prins Khel, virker meget utroværdig og farlig. Da det kongelige råd bekendtgør at Rolf skal krones, på trods af at de kongelige børn er sikre på at deres forældre stadig er i live, bliver det snart klart for Celia, at der er noget helt galt. Det kongelige råd har tilsyneladende allieret sig med prins Khel, og bestemt sig for at overtage magten i landet ved hjælp af en formynderregering.
Celia og hendes søskende forsøger at forpurre planerne, og de har en allieret i selve slottet, som altid selv har valgt sine konger. Men kan de tre søskende stoppe prins Khel og finde deres forældre?

Efter Hunger Games havde jeg brug for at læse noget helt uskadeligt og hyggeligt, og jeg bestemte mig derfor for at genlæse første bind af en serie som jeg læste første gang for flere år siden. Tirsdage på slottet er skrevet til yngre børn, og det kan man godt mærke. Man er for eksempel ikke i tvivl om hvem der er de onde og de gode, og det er bestemt ikke alle personer der er lige udviklede. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at komme til at holde af personerne, specielt Celia og hendes søskende, men også slottet som næsten er en person i sig selv. Som læser lever man sig hurtigt ind i handlingen som er godt fundet på og anderledes end i andre fantasybøger. Sproget er let tilgængeligt, og bogen har både humor og en støt stigende spændingskurve. Den bliver aldrig rigtig uhyggelig, men har en stille charme som ikke kan undgå at gøre en let om hjertet. Som ren afslapning er bogen perfekt, men vil man have en bog med flere lag og mere bid er det nok ikke denne man skal vælge. Bogen er hurtigt læst, men bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Se  også forfatterens hjemmeside.

søndag den 10. januar 2016

Oprør

Oprør er 3. og sidste bind af Suzanne Collins´ Hunger Games-trilogi.

I sidste øjeblik blev Kattua reddet ud af arenaen af oprørerne og fragtet til Distrikt 13 hvor hun er blevet genforenet med Gale, sin mor og sin lillesøster. Men selvom hun er lykkelig over at se sin familie i god behold, så har hun det svært med mange andre ting.
Hendes hjem er væk, bombet sønder og sammen af Præsident Snows tropper da Kattua trodsigt ødelagde arenaen, og, hvad der er endnu værre, Peeta er i hænderne på Snow, og Kattua frygter de pinsler han uden tvivl gennemgår. Det viser sig nemlig, at både Peeta og Kattua har været brikker ikke kun i Snows spil, men også i oprørernes. Og Præsident Coin, lederen af Distrikt 13, har tiltænkt Kattua endnu en rolle i oprøret. Nemlig som Sladredroslen, symbolet på selve oprøret, og håbet for distrikternes kamp mod overmagten.
Kattua er dog ikke meget for at påtage sig rollen, og først da hun ikke har andet valg påtager hun sig rollen. Dog ikke uden visse betingelser.
Det viser sig snart, at rollen har temmelig store lighedspunkter med hendes rolle i Dødsspillet, for hun bruges endnu en gang som pr-frontfigur. I starten går det fint, men da Kattua finder ud af hvordan Snow bruger Peeta bryder hun sammen, og først da et redningsforsøg sættes i gang tager hun sig sammen.
Men Peeta er ikke den samme efter fangenskabet, og Kattua søger tilflugt for sine følelser i rollen som Sladredroslen. Mens oprøret tager til begynder Kattua at få sine tvivl om Coins motiver for at hjælpe oprørerne. For oprørernes metoder er ikke meget bedre end Snows troppers metoder, og uanset hvilken side der vinder risikerer Kattua at leve på lånt tid.

Wow. Så enkelt kan det siges. Sidste bog om Kattua er på alle måder fantastisk, og vil uden tvivl sidde i kroppen på mig længe. Jeg gøs, græd og håbede med Kattua, som i dette bind virkelig bliver presset til det yderste - og så lidt til. Personerne er fantastiske, og virker levende med rigtige følelser, traumer og handlemønstre, og sproget beskriver i al sin gru det blodige oprør så man føler at man er der når Kattua besøger det nedbrændte Distrikt 12 for første gang, kæmper for livet i Capitol og konfronteres med det ene lig efter det andet. Bogen formår at sætte fokus på netop det forfærdelige ved krig, og samtidig vise at begge sider kan opføre sig lige hjerteløst i kampen for at vinde. Bogens budskab, at i en krig er der ingen vindere - alle taber, træder stærkt igennem, ikke mindst med de til tider kvalmende beskrivelser af lig og frygtelige handlinger begået af såvel oprørere som regeringstropper.
Handlingen er godt skruet sammen, med masser af spænding, action, blodige gys og uventede twists, men også håb om en bedre fremtid, kærlighed og venskab, som gør at bogen trods alt er til at holde ud, og at der er et lyspunkt i mørket. Jeg kunne ikke slippe bogen, og sad til tider helt ude på kanten af stolen. Og da bogen var slut sad jeg længe og stirrede ud i luften for at forsøge at fordøje de voldsomme følelser jeg netop havde gennemlevet gennem Kattua.
Har du ikke læst serien er det bare at komme i gang. Men forbered dig på at serien vil ændre dig for altid - og hav lommetørklæderne inden for rækkevidde.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 9. januar 2016

Løbeild

Løbeild er 2. bind af Suzanne Collins´ dystopiske science fiction-trilogi Hunger Games.

Kattua og Peeta overlevede, stik mod alle odds, begge to Dødsspillet. Men samtidig gik Kattua imod Capitol, og uden at ville det har hendes handlinger været den gnist, som fik de andre distrikter til at gøre oprør mod Capitol.
Samtidig har hun svært ved at vende tilbage til hverdagen hjemme i Distrikt 12. Sammen med sin mor og lillesøster er hun flyttet ind i et hus i Vinderbyen, og har, for første gang i sit liv, masser af mad. Men Kattua længes tilbage til livet før spillet, og tilbringer tid i skoven sammen med Gale hvor hun jager, selvom hun nu giver udbyttet til andre. Samtidig har hun svært ved at tale med Peeta efter hun fortalte ham at hun ikke er forelsket i ham, og det gør det ikke bedre at hun er nødt til at spille forelsket i ham foran kameraerne, da hun ved det sårer ham dybt.
Vinderne af Dødsspillet besøger efter spillet hvert år de andre distrikter. Før turen går i gang bliver Kattua opsøgt af Præsident Snow som truer hende. Hvis ikke hun opfører sig som det forventes af hende og overbeviser resten af distrikterne om at hendes oprørshandling var af kærlighed til Peeta, og ikke trods mod Capitol, vil det gå ud over hende - og alle hun elsker. Kattua gør hvad hun kan for at overbevise alle om kærligheden til Peeta og lover ovenikøbet at gifte sig med ham, men det er langtfra nok. Og kort efter Vinderturen går det op for Kattua hvor langt Capitol vil gå for at knuse det spirende oprør. En ny Overfredsvogter kommer til Distrikt 12, og snart får selv det mindste fejltrin store og smertelige konsekvenser. Også for Gale, som Kattua har fundet ud af er forelsket i hende. For Kattua bliver det dråben der får bægeret til at løbe over, og hun begynder nu for alvor at overveje oprør. Men før hun kommer så langt slår Capitol til igen: Til årets Jubilæumsspil skal de tidligere vindere dyste mod hinanden. Og Kattua må endnu en gang kæmpe for sit liv i arenaen. Men denne gang har hun et klart mål: Peeta skal overleve, lige meget hvad. For Capitol vil aldrig tillade at Kattua vinder igen, og hun nægter at lade Peeta dø fordi han elsker hende.

Jeg havde meget svært ved at komme i gang med denne bog, hvilket blandt andet skyldtes at jeg synes første bind i serien var helt fantastisk, og var bange for at blive skuffet af bind to. Nu hvor sidste film for længst har haft premiere i biograferne har jeg så langt om længe fået læst bogen, og mine bange anelser er i den grad blevet gjort til skamme. Bogen er mindst lige så fantastisk som første bind, og hvor første bind er meget fokuseret på Kattua lærer man her i andet bind de andre personer bedre at kende. Første del af bogen havde jeg det noget svært med Kattua, da jeg synes hun brugte både Peeta og Gale uden at de fik noget ud af det. Selvom hun gjorde det fordi hun gerne ville beskytte sin familie, og måske også fordi hun havde svært ved at finde ud af sine egne følelser, så ville jeg gerne have haft at hun endegyldigt bestemte sig for en af dem og faktisk diskuterede sine følelser med dem i stedet for at ignorere dem. Efterhånden som handlingen for alvor kom i gang fik jeg det bedre med hende, også fordi hun faktisk begyndte at tage stilling og acceptere sine valg og deres konsekvenser, og nu hvor bogen er slut kan jeg slet ikke vente med at læse mere om hende i tredje bind.
Sproget er godt, med malende beskrivelser og gode dialoger, men samtidig formår forfatteren også at tegne ret komplekse billeder med ganske få sætninger. Blandt andet da en mand brutalt henrettes for et mindre oprørstegn i starten af bogen.
Bogen er uhyggeligt spændende, med masser af action, og er endnu blodigere end første bind. Ikke mindst på grund af det spirende oprør og Capitols brutale forsøg på at slå det ned. Som læser sidder man ofte helt ude på kanten af stolen ude af stand til at slippe bogen fordi man slet ikke kan vente med at finde ud af hvad der nu sker. Handlingen er godt skruet sammen med masser af twists som gør at man ikke kan forudsige hvad der sker undervejs, og personerne har udviklet sig fra første bind, og er blevet mere levende og realistiske. Og så slutter bogen med noget af en cliffhanger som gør at jeg slet ikke kan vente med at få begyndt på sidste bind i trilogien.
Har du ikke læst serien endnu er det bare med at komme i gang. Du vil med garanti ikke blive skuffet.

Se også forfatterens hjemmeside.


fredag den 1. januar 2016

Bloglovin

Så er bloggen også kommet på Bloglovin´.
I kan finde den her: Follow my blog with Bloglovin

Læseplan for 2016

For første gang vil jeg i 2016 forsøge at lægge en læseplan for året. Det er ikke noget jeg har prøvet før, og jeg er spændt på om lysten følger med, og om jeg kan overholde planen.
Da jeg for størstedelens vedkommende anmelder fantasybøger på bloggen er det med den genre in mente at planen er udarbejdet. Det betyder også at det ikke er alle de bøger jeg læser i løbet af året der bliver anmeldt på bloggen, men mit nytårsforsæt er at blive bedre til at bruge Goodreads til at registrere de bøger jeg læser, så den komplette liste over årets bøger skulle gerne være at finde der. Når jeg finder ud af hvordan jeg gør får jeg lagt en genvej til min Goodreads-liste på bloggen så I kan få et hurtigt overblik over min fremgang i løbet af året.
Lykkes det at overholde læseplanen kan det være jeg fremover også vil deltage i nogle af de forskellige læseudfordringer der findes rundt omkring, men jeg starter forholdsvis roligt med kategorier jeg selv har valgt, og så må vi se hvordan det går.
Jeg ved dog allerede nu, at jeg nok ikke får læst det store i september hvor årets Fantasyfestival i Esbjerg finder sted. Jeg er en af planlæggerne af festivalen, og ved, belært af erfaringerne fra sidste år, at der i tiden op til og lige efter ikke er det store overskud til at få læst noget som helst. September friholdes derfor så jeg ikke giver mig selv dårlig samvittighed fra starten. Men ellers ser planen sådan her ud:

December - Rick Riordan
November - Fantasy med feer
Oktober - True Blood-serien af Charlaine Harris
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Genlæsning af fantasyserier 
Juli - Blandede genrer
Juni - Trudi Canavan
Maj - Fantasy på engelsk
April - Terry Pratchett
Marts - Dansk fantasy
Februar - Dark Hunter-serien af Sherrilyn Kenyon
Januar - Blandede serier

Det er planen at jeg skriver et indlæg i slutningen af hver måned om hvordan det er gået med månedens læsetema, samt en oversigt over hvilke bøger jeg har fået læst. Jeg håber det lykkes mig at overholde planen, og at disciplinen følger med.
Forsøget er i hvert fald nu skudt i gang. Og hvordan formen så ender med at blive får vi se om et år.
God læselyst. Og er der andre som også laver læseplaner?