mandag den 16. maj 2016

Pigen og Mørkningen

Pigen og Mørkningen er 1. bind i fantasytrilogien Grisha, skrevet af Leigh Bardugo.

Landet Ravka har i over hundrede år været præget af krig. Skyggehavet, et sted dækket af totalt mørke hjemsøgt af frygtelige væsener, deler landet i to, og krydsning af Forkastningen, som mørket kaldes, er livsfarlig, og kan kun foretages med hjælp fra grishaerne, en slags magikere med forskellige evner.
De to forældreløse unge, Mal og Alina, er vokset op sammen, og er nu begge begyndt i hæren. Mal er flot og populær, også blandt pigerne, mens Alina er bleg, skrøbelig og ikke særlig køn. Alina er forelsket i Mal, men han ænser det overhovedet ikke, og i stedet må hun se ham forføre den ene pige efter den anden.
Mal og Alina må sammen med resten af deres regiment krydse Forkastningen, men det går helt galt. Da Mal bliver angrebet af et af de væsener der lever i Forkastningens mørke sker der noget uventet som ændrer Alinas liv. Et hvidt lys jager væsenerne på flugt, men Alina når ikke at se mere før hun besvimer. Da hun kommer til sig selv bliver hun ført frem for Mørkningen, grishaernes leder, som er sikker på hun havde noget med det hvide lys at gøre. Og han har ret, for Alina er grisha, og solopvækker. Mørkningen sender hende til landets hovedstad hvor hun skal lære at bruge sine evner. For hvis Mørkningen og Alina forener deres kræfter kan de ødelægge Forkastningen - for altid.
Men livet ved hoffet giver Alina nogle helt nye udfordringer. Alina må lære at navigere hoflivet og de forskellige kliker som alle har deres egne agendaer. Samtidig har hun svært ved at lære at bruge sine evner, og Mørkningen lover hende en forstærker af en særlig hjort.
Alina bliver mere og mere draget af Mørkningen som både fascinerer og skræmmer hende. Snart må hun tage et valg som kan ændre alt, og koste hende livet, hvis hun ikke passer på.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda. 

Tre ord beskriver den her bog: Smuk, anderledes og gennemført. Og jeg skal fortælle hvorfor. Smuk dækker både bogens udseende, som virkelig er lækkert, med flotte illustrationer i starten af hvert kapitel holdt i sort/hvid og et fantastisk omslag i samme farvetoner, og sproget, som er flydende og letlæst, med smukke og malende beskrivelser og en næsten poetisk tone. Bogen var fantastisk billedskabende, og også billederne var i sort/hvid, med hoflivet som eneste undtagelse, Her var der til gengæld et væld af farver, og kontrasten mellem en sort/hvid virkelig verden, og en farverig og kunstig hofverden var virkelig godt skrevet og fungerede rigtig godt. Anderledes dækker dels tonen i bogen, og dels den måde bogen er tydeligt inspireret af den russiske zar-tid. Jeg er i hvert fald ikke tidligere stødt på fantasy som er inspireret af den periode, og det gør bogen meget original og, ja, anderledes. Og inspirationen er tydelig. Sprog og titler viser det især, men også geografien og beskrivelserne af hoflivet leder tankerne hen på det gamle Rusland. Mens hoflivet er overdådigt, lever de almindelige borgere fattigere, og på trods af krigen der præger landet fester aristokratiet igennem. Klassesamfundet ligner således også det der var i zar-tidens Rusland. Der er ovenikøbet en suspekt præstelignende person som er tæt på den kongelige familie på samme måde som munken Rasputin var det. Og gennemført - dækker resten, om man så må sige. Universet er gennemført, og virker realistisk og logisk. Handlingen er godt skruet sammen, med masser af spænding, magi, intriger, kærlighed, krig og forræderi, og plottet er både overraskende og sammenhængende. En del plottwists undervejs gør bogen umulig at forudsige, og gør at læseren hænger på hele vejen. Jeg så overhovedet ikke slutningen komme, og glæder mig afsindigt til at læse videre i næste bind. Også personerne er gennemførte - forstået på den måde at der er tale om rigtige mennesker af kød og blod. Alina er en dejlig hovedperson med hjertet på rette sted, som forsøger at gøre det bedste hun kan, efter hun opdager at hun slet ikke er den hun troede. Hun udvikler sig en hel del undervejs i bogen, hvilket bare gør hende til en endnu mere interessant hovedperson. Som læser lærer man Alina rigtig godt at kende, da hun er bogens jeg-fortæller, og jeg var på ingen måde klar til at slippe hende da bogen sluttede. Mørkningen er en utrolig person som både fascinerer og skræmmer, og som man på intet tidspunkt ved hvor man har, hvilket er med til at gøre bogen uhyggeligt spændende. Og derudover er der et væld af herlige bipersoner som alle har deres egne motiver, og gode og mindre gode sider. Det eneste dårlige jeg har at sige er sådan set at de næste bind ikke er udkommet på dansk endnu, for hold op hvor vil jeg bare gerne læse resten af historien nu! Bogen kan på det varmeste anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

2 kommentarer:

Tara sagde ...

Jeg kan simpelthen ikke finde ud af hvornår resten af bogserien udkommer på dansk. ved du det? Lavede den fejl at læse bogen uden at vide det, og nu craver jeg efter mere ;)

Kirsten Bloch sagde ...

Jeg ved desværre heller ikke hvornår næste bind af serien udkommer på dansk. Men jeg kan sagtens følge dig - jeg craver nemlig også mere. Forhåbentlig går der ikke alt for lang tid før næste bind kommer.