lørdag den 21. maj 2016

Tara og Stormøerne

Tara og Stormøerne er 2. bind af Isa Lemvigh Clausens serie om Tara.

Tara nyder freden og roen efter bratanernes fald. Men da kongen sender bud efter hende bliver det starten på et nyt eventyr for hende. For kongen har dårlige nyheder: Rokko er flygtet fra slottets fangekælder, og Arke, kongens nevø og Taras ven, er forsvundet. Arke tog til Ydersletten for at lede efter sin forsvundne bror, Mistis tvilling Valmar, og siden har ingen set ham.
Kongen beder Tara tage af sted for at lede efter Arke. Med sig får hun et brev, et sværd og en underlig kugle som skal hjælpe hende.
Men da Tara kommer frem til fyrst Baras´ hjem er fyrsten død, og hans enke er lettere sindssyg. Da Tara nævner Valmar for hende opdager hun, at Baras har fortalt fyrstinden at Valmar er hans søn og skal arve fyrstetitlen efter ham. Fyrstinden beordrer Tara til at finde Valmar og bringe ham til hende. Tara har ingen planer om at gøre det, men fyrstinden har øjne alle vegne.
Sporene efter den forsvundne prins fører både til et gensyn med Rokko og til Stormøerne, som bebos af nogle meget mærkelige munke.
Undervejs opdager Tara mere om sin egen fortid, samtidig med at hun må forsøge at finde ud af hvem hun kan stole på. Og lykkes det hende at finde prinsen skal hun stadig undgå fyrstinden.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget mellemgaard.

Jeg kunne godt lide første bind af serien, og bind 2 skuffer bestemt ikke. Der er ikke meget magi i serien, og bogen er da heller ikke decideret fantasy men har mere karakter af en eventyrlig fortælling. Sproget er letlæst, med korte sætninger og et godt flow. Kapitlerne er korte, og bogen bærer præg af at den er skrevet til børn. Plottet er godt skruet sammen, og handlingen flyder godt. Der er en del twists undervejs, og selvom jeg gættede en del af dem, var der også en del der kom bag på mig. Bogen er spændende med masser af action. Alligevel er tempoet forholdsvis roligt indtil de sidste 50 sider. Her kommer der til gengæld fart over feltet. Udover spænding og action er der masser af intriger, forræderi, overraskende alliancer, venskab, hemmeligheder og kærlighed til familien. Derudover handler bogen også om identitet og om at finde ud af hvem man er. Især Tara opdager ting om sig selv hun ikke vidste. Personerne har udviklet sig en del fra den første bog i serien. De er blevet mere nuancerede, og derfor også mere menneskelige. Især Rokko udvikler sig fra en meget skurkagtig skurk til at være et menneske af kød og blod, og beskrivelserne af fyrstinden som lettere sindssyg er rigtig gode og overbevisende. Man kan mærke på såvel skrivestil som personer at forfatteren har lært noget, og det er rigtig positivt. Jeg er spændt om der kommer flere bøger om Tara. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at følge hendes videre udvikling og søgen efter hvem hun er. Alt i alt en fin børnebog som nok skal vække lykke hos især de 9-12-årige.

Ingen kommentarer: