lørdag den 31. december 2016

Læsestatus for december og 2016


December er ved at være slut, og det betyder at det igen er tid til at gøre status over læsemåneden der gik. Men da slutningen af december også markerer slutningen på 2016, vil jeg også bruge lidt tid på at se tilbage på året der gik, og hvad det har betydet for bloggen og mig, i dette indlæg. Mere om det senere. Først gælder det nemlig december måneds læsning.

Jeg startede december med store ambitioner, og et ønske om endelig at få læst Rick Riordans Heroes of Olympus-serie. Af samme grund havde jeg også sat Rick Riordan på som december måneds læsetema. Det gik dog snart op for mig, at det nok ikke var helt realistisk. Bøgerne er temmelig lange, og da tiden i december - i hvert fald for mig - altid går meget hurtigt, valgte jeg i stedet at koncentrere mig om de mange anmeldereksemplarer jeg har fået tilsendt af søde forlag og forfattere, i håbet om at få gjort stakken lidt mindre inden et nyt år med nye bøger går i gang.
Og det lykkedes faktisk rigtig godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg fik læst 10 bøger i alt, hvoraf de 6 var anmeldereksemplarer. Derudover fik jeg også læst 2 tegneserier, som jeg ikke har talt med i de 10 bøger. Af de resterende 4 bøger var 2 af Rick Riordan, og således en del af mit læsetema, og 2 var julefortællinger, selvom den ene af dem absolut ikke var særlig traditionel.


Som altid starter vi med anmeldereksemplarerne.
De 6 bøger er:

Julie Kagawa: Oprørerne (Sagaen om Talon 2)
Anmeldereksemplar fra forlaget HarperCollins Nordic. Modtaget til VIP-arrangement i Odense.
Serien er ajour. 

Melissa Grey: Skyggetimen (Fjer og Flammer 2)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.
Serien er ajour. 

Nikolaj Johansen: Transformationsmaskinen
Anmeldereksemplar fra Forlaget Calibat, Tilsendt af forfatteren.

Naomi Novik: Temeraire (Temeraire 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra.
Serien er påbegyndt. 

Sidsel Katrine Slej: Valkyrien (Sanddrømmeren 3)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Turbine. Anmeldt på bookeater.dk.
Serien er slut.

Jette Kjær Petersen: Lygtemandens datter (Lygtemandens datter 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget EgoLibris.
Serien er påbegyndt. 


Som skrevet gik det ikke så godt med mit læsetema, men jeg fik da læst 2 bøger af Rick Riordan. Hans nyeste, og så en bog som efterhånden har stået ulæst i min reol i nogle år.
Bøgerne er:

The Hammer of Thor (Magnus Chase and the Gods of Asgard 2)
Serien er ajour.

Percy Jackson: The Demigod Files


Af julefortællinger fik jeg læst 2. Eller, julefortælling og julefortælling...
Selvom julen ikke nævnes direkte, så betragter jeg stadig nedenstående som en julefortælling. Den sætter mig i hvert fald altid i julehumør. Og ja, den anden er ikke med på billedet, men da jeg læste den på juleferie hos mine forældre, fik jeg desværre ikke taget et billede af den.
Bøgerne er:

Terry Pratchett: Hogfather (Discworld)
Genlæsning. Serien er i gang.

Lise Nørgaard: Julen er hjerternes fest


Jeg fik også læst 2 tegneserier i december, og selvom jeg ikke har talt dem med på Goodreads, så synes jeg stadig de skal nævnes her.
Tegneserierne er:

Jean-Pol & Cauvin: To gorillaer i Paris (Sammy 38)

Jean-Pol & Cauvin: Boy (Sammy 40)

Selvom ambitionerne for læsemåneden ikke blev indfriet, så synes jeg faktisk det gik meget godt alt i alt. Jeg nåede da i hvert fald mit læsemål på Goodreads, hvilket jeg er meget stolt af, da jeg faktisk blev lidt bekymret for om jeg ville nå det i løbet af december. Men mere om det i næste afsnit, som handler om læseåret 2016.


2016 blev et rigtig godt læseår for mig. For første gang prøvede jeg at sætte mig et Goodreads læsemål, og selvom det nok var lige lovlig ambitiøst at sætte det til 150 bøger, så nåede jeg alligevel i mål - selvom sidste bog først blev læst på årets allersidste dag, og jeg også talte nogle graphic novels med. Jeg har dog bestemt, at jeg sætter antallet ned næste år. Dels for at mindske presset på mig selv i årets sidste måneder, og dels fordi jeg har nogle tykkere bøger jeg gerne vil tage hul på i 2017, hvilket ikke kommer til at ske hvis jeg skal nå at læse lige så mange bøger næste år. Samtidig har jeg bestemt, at det kun vil være "rigtige" bøger, som tæller med næste år, og de tager generelt noget længere tid at læse end graphic novels og tegneserier.


Som I kan se. har jeg læst rigtig mange gode bøger. Langt de fleste har fået 4 eller 5 stjerner, 17 har fået 3 stjerner, 5 har fået 2 stjerner, og kun 1 enkelt bog har fået 1 stjerne. At så mange af dem har været gode, har nok også haft en indflydelse på at jeg faktisk fik læst de 150 bøger jeg satte mig for. Det er unægteligt nemmere at holde motivationen oppe hvis bøgerne man læser er gode.
Ifølge Goodreads har jeg ialt læst 46482 sider, men om det passer ved jeg ikke. Jeg har nemlig lagt mærke til, at det ikke er altid at sideantallet på Goodreads reflekterer virkeligheden helt, men at det er der omkring skal nok passe.

Jeg forsøgte mig for første gang i 2016 med at opstille læsetemaer for hver måned, og det blev med et noget blandet resultat. Nogle af læsetemaerne udgik helt, mens andre var en stor succes. Jeg tror dog, jeg har fundet en formel for hvordan det kommer til at fungere, men mere om det i et senere indlæg, hvor jeg fortæller om mine læsemål for 2017.
Læsemålene for i år var:

December - Rick Riordan
November - Fantasy med feer
Oktober - True Blood-serien af Charlaine Harris
September - Friholdt på grund af Fantasyfestivalen i Esbjerg
August - Genlæsning af fantasyserier 
Juli - Blandede genrer
Juni - Trudi Canavan
Maj - Fantasy på engelsk
April - Terry Pratchett
Marts - Dansk fantasy
Februar - Dark Hunter-serien af Sherrilyn Kenyon
Januar - Blandede serier

Af læsetemaerne udgik augusts og novembers. Fælles for de to måneder var, at jeg ikke fik læst ret mange bøger, og de bøger jeg endte med at læse var, for størstedelens vedkommende, anmeldereksemplarer. Begge måneder var temmelig travle, august på grund af arbejdet med årets Fantasyfestival, og november på grund af BogForum og pres på arbejdet. Og så var der altså ikke overskud til at læse så meget. Jeg kan dog stadig godt lide idéen om at læse i temaer, så jeg prøver igen til næste år.

Et andet nyt tiltag på bloggen var Book Hauls. Og det er blevet til nogle stykker i årets løb. For i 2016 eksploderede antallet af nye bøger i reolen. Dels fordi jeg har fået tilsendt en del flere anmeldereksemplarer end før, hvilket jeg er forfattere og forlag dybt taknemmelig for, og dels fordi 2016 også var året, hvor jeg for alvor opdagede Booktube, til stor fortrydelse for min pengepung. Jeg har ikke et tal på hvor mange bøger det reelt er blevet til i årets løb - jeg er nemlig en smule bange for at regne det ud - men omkring dobbelt så mange bøger som jeg har fået læst skal det nok være blevet til. Jeg håber jeg kan få skåret lidt ned på antallet af købte bøger i 2017, men tvivler på det kommer til at ske. Jeg fortsætter dog med at lave Book Hauls. Dels fordi jeg synes det giver mig et overblik over hvor mange bøger jeg faktisk anskaffer i løbet af en måned, og dels fordi det er noget af det jeg synes er sjovt at læse ved andre bloggere. Sidstnævnte er dog også lidt farligt, da jeg på den måde bliver opmærksom på endnu flere bøger jeg bare må have fat i, men sådan er det.

2016 blev også året, hvor jeg deltog i mit første Readathon, en rigtig dejlig oplevelse, som bestemt vil blive gentaget, hvis det kan gå op med kalenderen. Der var noget helt specielt ved at læse sammen med så mange andre mennesker i hele verden, og selv om jeg snød lidt og ikke holdt mig vågen hele døgnet, så fik jeg alligevel læst en del bøger.

For første gang i år prøvede jeg også at købe abonnementsbokse med bøger. Jeg havde udvalgt mig Fairyloot, da jeg på den måde ville undgå både et højt forsendelsesgebyr og lang forsendelsestid, og så synes jeg deres bokse så spændende ud. Indtil videre er det blevet til to bokse, med temaerne Dark Deeds og Royals & Rogues, og selvom det ikke var det hele jeg var vild med, så har jeg alligevel valgt at fortsætte med at bestille enkelte bokse en gang imellem. Faktisk er januars boks allerede bestilt, og jeg glæder mig til at pakke den ud når den dukker op i slutningen af næste måned.

2016 blev også året, hvor bloggen kom på Instagram og Bloglovin´, og selvom jeg endnu ikke vil betragte mig selv som ekspert, så synes jeg, jeg bliver bedre og bedre til at navigere de to steder, og jeg får da også langsomt flere og flere følgere. I skrivende stund har jeg 48 følgere på Bloglovin´ og 129 følgere på Instagram, så noget må jeg gøre rigtigt.

I december startede en ny fantasylæsekreds, The Fantasy Fellowship, op i Esbjerg, og jeg blev dermed medlem af min første, ikke arbejdsrelaterede, læsekreds. Jeg har i flere år ønsket at være med i en læsekreds, men da jeg primært læser fantasy har det været svært at finde en der passede til mine interesser. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at udvikle sig, men første møde var i hvert fald positivt.

Sidst men ikke mindst, så bød 2016 også på indtil flere store boglige oplevelser.
Først og fremmest selvfølgelig mit hjertebarn, Fantasyfestivalen i Esbjerg, som, efter en succesfuld opstart i 2015, fortsatte i 2016. Denne gang var det australske Trudi Canavan der var Guest of Honour, stemningen var igen helt i top. Jeg glæder mig allerede til næste år, og planlægningen er allerede i fuld gang.
For anden gang deltog jeg i år i Bogbloggertræffet i Aalborg, og igen i år var det en utroligt hyggelig og lærerig dag, med masser af fælles bogglæde. Jeg glæder mig allerede til næste år.
I september var jeg også så heldig, at blive inviteret til VIP-møde med Julie Kagawa i Odense, af HarperCollins Nordic. Det var en rigtig god aften, og hun var simpelthen så sjov at høre fortælle. Og selvom jeg nær aldrig var nået hjem, så har jeg bestemt ikke fortrudt at jeg tog med. I kan læse mere om aftenen her.
Og så var der selvfølgelig BogForum. Jeg var i år med for tredje gang, og selvom jeg ikke nåede det hele, så synes jeg efterhånden jeg er ved at have fundet en strategi der virker. At gå rundt mellem så mange bogelskende mennesker er fantastisk, ikke mindst på grund af alle de tilfældige møder der pludselig opstår i menneskemængden, og den utrolige glæde der gennemsyrer selv de længste køer. Jeg har da også allerede bestemt, at jeg skal med igen i 2017.


På det personlige plan har 2016 været en blandet fornøjelse.
På positivsiden blev jeg faster i juli, og det er en utrolig stor glæde. Jeg fik også en ny kusine i august, og så var jeg til sølvbryllup hos min moster og onkel i slutningen af året.
Arbejdsmæssigt har året til gengæld været temmelig hårdt. Vi fik en ny organisation i januar, og det tog både tid og kræfter før jeg og mine kolleger fandt os til rette i den. Samtidig betyder den nye organisation også, at jeg nu skal møde i Esbjerg tre dage om ugen, og det giver lidt over en times transport hver dag, som stadig trækker tænder ud. I november overgik vi til det nye fælles bibliotekssystem, Cicero, hvilket stadig giver os nye udfordringer og kræver en del tilvænning, da det endnu ikke kan lige så meget som det gamle system, og nogle funktioner ikke er færdigudviklede. Det går langsomt fremad, og efterhånden hænger flere og flere funktioner fast i hovedet, så mon ikke det bliver bedre på et tidspunkt.

Til slut vil jeg gerne sige en stor tak til alle de forlag og forfattere som har givet mig så mange store læse- og bogoplevelser i årets løb, og ikke mindst til jer, kære læsere, som har fulgt med, kommenteret, delt, og forhåbentlig er blevet inspireret til jeres egne læseoplevelser.
Tak for i år, og på, forhåbentligt, gensyn i 2017.

Godt nytår!

Lygtemandens datter

Lygtemandens datter er 1. bind i fantasytrilogien Lygtemandens datter, skrevet af Jette Kjær Petersen.

Calluna er 16 år. Hendes far forsvandt før hun blev født, og hendes mor druknede kort efter hendes fødsel. Calluna er derfor vokset op hos sin mormor i udkanten af Rold skov, men har bortset fra det haft et helt almindeligt liv. Hendes mormor har altid forbudt hende at besøge skoven, hvor flere mennesker er forsvundet, og hvor Callunas mor døde, men alligevel kan Calluna ikke holde sig fra den.
Hun har to venner. Veninden Line, som hun nærmest er vokset op med, og online-vennen Lukas, som hun aldrig har mødt. Calluna er temmelig genert, og ved ikke rigtig hvad hun skal stille op med fyre. Det hjælper heller ikke, at hendes mormor er noget overbeskyttende. Line, derimod, har nærmest en ny kæreste hver uge.
Men da Calluna og Line skal begynde i 10. klasse på en ny skole ændrer alt sig. Først begynder Calluna at have underlige drømme, og pludselig begynder fyrene også at lægge mærke til hende. Endda lidt for meget mærke til hende.
Hendes mærkelige drømme tager til, men er drømmene nu også bare drømme?
Calluna bliver mere og mere optaget af at finde ud af hvem hun egentlig er, og hvem hendes forældre var. Da hendes mormor giver hende et smykke som Callunas mor bar, bliver det hele endnu mere forvirret. Calluna finder snart ud af, at hun ikke er så almindelig som hun troede, og sammen med Lukas må hun forsøge at opklare mysteriet om hendes far og skoven før det er for sent.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget EgoLibris.

Jeg har hørt rigtig meget godt om bogen, så da forlaget spurgte om jeg ville anmelde den sagde jeg straks ja tak. Og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Sproget er letlæst og flydende, med meget billedskabende beskrivelser, og især beskrivelserne af skovsøen i nattens mørke fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der er et par enkelte steder hvor ordstillingen er blevet vendt om, hvilket er en smule forstyrrende, men i det store og hele er sproget rigtig godt.
Handlingen er godt skruet sammen, med en del plottwists undervejs, og selvom jeg havde gættet et par af dem, så kom andre som en total overraskelse for mig. Bogen er spændende, og fyldt med trolddom, mærkelige væsener, kærlighed, venskab, hekse, familie, og søgen efter identitet. Men det er også en bog om at være teenager, at starte i en ny skole, og om at være forelsket. Det hele går op i en højere helhed, hvor fortid og nutid bevæger sig ind og ud af hinanden, og overtro og overgangen fra ung til voksen binder historien sammen. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem, og især slutningen tog mig med storm. Jeg havde slet ikke set den komme, og glæder mig virkelig til at læse videre, for at finde ud af hvad der sker med Calluna.
Personerne er realistiske og menneskelige, med både gode og dårlige sider. Calluna er, på trods af at hun er meget genert, også temmelig impulsiv, hvilket giver hende en del problemer. Hendes søgen efter hvem hun selv er, og hendes forhold til mormoren er rigtig godt beskrevet, ligesom også venskabet med Line virker troværdigt. Men det er især hovedpersonens følelser som forfatteren har formået at skrive overbevisende. Hendes følelser for henholdsvis Alexander og Lukas, den forsigtige første forelskelse og usikkerheden som enhver teenager har følt overfor det modsatte køn er så fint skrevet, og vækker i den grad genklang hos læseren. Veninden Line er på mange måder Callunas diametrale modsætning. Hun er meget udadvendt, og har helt styr på det med fyrene. Men selvom hun gerne vil have Calluna til at være mere udadvendt, så er hun også støttende og loyal når det går galt. Lukas er utroligt sød og støttende, og altid klar til at hjælpe. Også mod eget bedre vidende. Forholdet mellem Lukas og Calluna er rigtig godt beskrevet, og de komplimenterer hinanden utroligt godt.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse. Er man vild med paranormal romance og creepy skovsøer vil man elske Lygtemandens datter. Jeg var i hvert fald godt underholdt.

Se også forfatterens blog.

torsdag den 29. december 2016

Book Haul #8 2016


Det er efterhånden et stykke tid siden jeg sidst har lavet en Book Haul, og det er da også lykkedes mig at samle en hel del bøger sammen.
Det er en blandet bunke denne gang, med anmeldereksemplarer, julegaver og egne bogkøb (som desværre er størstedelen), men til mit forsvar skal siges, at de bøger jeg selv har købt har været billige.
Da bøgerne fra BogForum blev fremvist i indlægget om min dag derovre, er de ikke med i denne Book Haul, men I kan se dem her. Bogen fra min Fairyloot-boks er også allerede fremvist på bloggen, så den er heller ikke med i stakken. I kan læse indlægget om Fairyloot her.
Og det betyder jo så også, at jeg i virkeligheden har fået endnu flere bøger på reolerne i november og december, end dem I kan læse om her. Men skal vi ikke lade være med at snakke om det, og lade som om, at jeg har vist bare en lille smule mådehold de sidste to måneder?
Og lad os så komme i gang.


Vi begynder som altid med anmeldereksemplarerne. Siden sidst har jeg fået tilsendt 10 anmeldereksemplarer fra forfattere og forlag, og jeg er allerede godt i gang med at læse dem.
Bøgerne er:

Evelyn Skye: Zarens spil (Zarens spil 1). Forlaget Gyldendal. Anmeldt på bookeater.dk. 

Leigh Bardugo: Den sorte kætter (Grisha 2). Forlaget Alvilda.

Nikolaj Johansen: Transformationsmaskinen. Forlaget Calibat. Tilsendt af forfatteren.

Sidsel Katrine Slej: Valkyrien (Sanddrømmeren 3). Forlaget Turbine. Anmeldt på bookeater.dk. 

Jette Kjær Petersen: Lygtemandens datter. Forlaget EgoLibris.

Synne Kristine Eriksen: Beskytteren (De tre tyste 1). Forlaget Turbine.

Sabaa Tahir: En flamme i natten (An ember in the ashes 2). Forlaget Alvilda.

Jennifer Donnelly: Havets magi (Vandflammens saga 4). Forlaget Alvilda.

Arwen Elys Dayton: Den mørke sandhed (Seeker 1). Forlaget Alvilda.

Holly Black og Cassandra Clare: Bronzenøglen (Magisterium 3). Forlaget Alvilda.



I november og december købte jeg i alt 10 bøger på saxo.com. 2 blev købt før BogForum, og det var så tanken, at jeg ikke skulle købe flere bøger før efter jul, når der nu var BogForum i november. Det holdt dog kun indtil saxo sendte mig en rabatkode i december, som jeg fluks brugte på en serie, så den nu næsten er komplet.
Bøgerne er:

Jussi Adler-Olsen: Selfies (Afdeling Q 7)

Beatrix Potter: De samlede eventyr om Peter Kanin og hans venner

Kim Harrison:
A Fistful of Charms (The Hollows 4)
For a Few Demons More (The Hollows 5)
The Outlaw Demon Wails (The Hollows 6)
White Witch, Black Curse (The Hollows 7)
Black Magic Sanction (The Hollows 8)
Pale Demon (The Hollows 9)
A Perfect Blood (The Hollows 10)
Ever After (The Hollows 11)


Som sagt var det planen at jeg ikke skulle købe flere bøger før jul, men da bookdepository sendte mig en rabatkode i november skulle den selvfølgelig også bruges. Jeg købte derfor en serie jeg har kigget på et stykke tid, samt en bog som er ren nostalgi for mig. Og så faldt jeg også over en bog i deres Bargain Shop som jeg måtte have med. Billige bøger, I ved. I alt blev det til 6 bøger.
Bøgerne er:

Gail Carriger:
Etiquette & Espionage (Finishing School 1)
Curtsies & Conspiracies (Finishing School 2)
Waistcoats & Weaponry (Finishing School 3)
Manners & Mutiny (Finishing School 4)

Cicely Mary Barker: The Complete Book of the Flower Fairies

David Dalglish: A Dance of Mirrors (Shadowdance 3)


Da Nikoline fra Windblown Pages meldte ud at hun havde fået to sæt tilsendt af sin ordre ved Folio Socity, så jeg straks min chance for at få fat i min første bog fra dem. Jeg har sukket over dem flere gange, men har endnu ikke fået købt nogen. Jeg var så heldig, at en af bøgerne ovenikøbet var en bog af en af mine yndlingsforfattere som jeg, af uvisse årsager, endnu ikke har fået læst, så jeg spurgte straks om jeg måtte købe den af hende. Og den er virkelig flot, skal jeg hilse og sige.
Bogen er:

Mark Twain: The Prince and the Pauper


Sidst, men ikke mindst, er der så årets julegavehøst. Jeg var så heldig at få hele 3 bøger som stod på min ønskeseddel, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med dem.
Bøgerne er:

J. K. Rowling: Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (Harry Potter 2). Illustreret af Jim Kay.

Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945

Jan Guillou: Ægte Amerikanske Cowboybukser (Det Store Århundrede 6)


Det sidste jeg vil vise jer i denne omgang, er to bogrelaterede ting.
Den ene var jeg så heldig at få tilsendt fra Gyldendal Ung, og jeg er simpelthen så glad for at have fået fingrene i det, da bogen allerede er blevet en af mine yndlingsbøger. Det er selvfølgelig et Vi andre bor her bare-krus, hvor der står: Jeg er ikke Den Udvalgte. Jeg vil bare gerne drikke min kaffe i fred.
Den anden bogrelaterede ting er noget jeg så på Tellerups facebook-side, og som jeg selvfølgelig ikke kunne undvære, som den fantasynørd jeg er. Det er nemlig en Bezzerwizzer Bricks med Fantasy, som både kan spilles som solospil og indgå som en del af det almindelige Bezzerwizzer-spil. Nu skal jeg så bare have fundet nogle der vil spille med mig. Det bliver nok ikke helt nemt...

Ialt flyttede 30 bøger ind på reolerne i perioden 31. oktober til 29. december. Heraf var 10 anmeldereksemplarer og 3 julegaver. Men de resterende 17 var billige! Oveni kommer så bogen fra novembers Fairyloot-boks, samt de 23 bøger fra BogForum som var til mig selv.
Jeg kommer næppe til at mangle læsestof lige foreløbig. Reolplads, derimod...
Men nu er der gjort rent bord for 2016, og selvom jeg ved at der vil blive komme flere bøger til i 2017 (en er allerede på vej), så håber jeg at jeg kan finde frem til et lidt mere passende niveau for bogindkøb i det nye år.

Hvad har I fået på hylderne i løbet af november og december? Og fik I boglige julegaver?

onsdag den 28. december 2016

Percy Jackson: The Demigod Files

Percy Jackson: The Demigod Files af Rick Riordan er en companion novel til Percy Jackson-serien.

Bogen indeholder tre noveller som foregår før The Last Olympian, men samtidig med Percy Jackson-serien. I den første novelle, Percy Jackson and the Stolen Chariot, må Percy hjælpe Clarisse med at skaffe Ares´ kampvogn tilbage, da hendes to gudelige brødre, Phobos og Deimos, stjæler den fra hende. I den anden novelle, Percy Jackson and the Bronze Dragon, bliver Capture the flag noget farligere end normalt, da Percy og Beckendorff render ind i Myrmekernes myretue. Og i den tredje novelle, Percy Jackson and the Sword of Hades, må Percy, Thalia og Nico finde Hades´ nye sværd, før tyven kan forlade Underverdenen.
Udover de tre noveller indeholder bogen diverse hemmelige filer fra Camp Half-Blood, for eksempel et kort over lejren, Percy´s karakterblad, en våbenguide, forskellige krydsord, interviews med nogle af beboerne i Camp Half-Blood, og en oversigt over nogle af de græske guder.

Som companion novel til serien fungerer bogen rigtig godt. Sproget er letlæst og flydende, og fyldt med Riordansk humor. Novellerne er godt skruet sammen, og som altid både sjove og spændende, fortalt fra Percys synsvinkel. Gensynet med personerne fra serien er sjovt, men personerne udvikler sig ikke ret meget i novellerne, og selvom vi bliver præsenteret for nye personer/guder, så lærer man dem ikke rigtig at kende. Der er simpelthen ikke sider nok. Ekstramaterialet i form af interviews, kort, gudeguide mm. er rigtig sjovt, men vil ikke give så meget mening, hvis man ikke kender serien i forvejen. Jeg var dog ret vild med bogen, som jeg synes var rigtig sjov, og jeg var vild med novellerne og gensynet med nogle, for mig, højtelskede personer. Har man læst serien vil man sikkert også elske denne bog. Har man ikke læst serien, så vil jeg anbefale at man læser den først, da man ellers vil gå glip af rigtig meget, og have svært ved at følge handlingen i novellerne, da der er en del indforståede bemærkninger.

Se også forfatterens hjemmeside.

mandag den 26. december 2016

The Hammer of Thor

The Hammer of Thor er 2. bind af Rick Riordans fantasyserie Magnus Chase and the Gods of Asgard.

Thors hammer er forsvundet - igen. Det samme er Magnus´ venner Blitzen og Hearthstone. Men måske er der et spor: En forklædt Otis (en af Thors geder) opsøger Samirah, for at fortælle, at der går rygter om, at hammeren er gemt i en wight barrow - en hule i jorden bevogtet af de døde. Men før Otis får fortalt det hele, bliver han slået ihjel af en snigmorder, som desværre slipper væk. Dog først efter at have advaret Magnus mod at opsøge føromtalte hule.
Mens Magnus har snakket med Otis, har Samirah haft travlt med at fragte en ny einherje til Valhalla. Udover at den nye einherje har et heftigt temperament, så er vedkommende heller ikke helt almindelig. Einherjen er nemlig barn af Loke, og har arvet Lokes evne til at skifte køn. Så nogle gange er Alex en pige og andre gange en fyr.
Men problemet med Alex drukner dog snart. For Samirah får besked om, at hendes far har lovet hende bort til jætten Thrym. Og det på trods af at hun er lykkeligt forlovet med Amir. Derfor haster det med at få hammeren tilbage, og Samirah og Magnus tager derfor, mod al sund fornuft, af sted til hulen sammen med Hearthstone og Blitzen. Det viser sig dog snart, at de skulle have lyttet til snigmorderen, for hammeren er ikke i hulen. I stedet finder de sværdet Skofnung, som Loke ønsker skal være Samirahs brudepris. Og det er ikke det eneste der går galt. Blitzen bliver dødeligt såret, og Magnus og Hearthstone må tage til Alfheim for at finde det eneste, der kan stoppe et sår fra Skofnung-sværdet, og redde Blitzens liv.
Katastroferne står snart i kø, og Magnus får brug for alt sit mod hvis han skal stoppe Lokes plan og Samirahs bryllup. Men hvad er Loke egentlig ude efter? Og kan Magnus stole på Alex?

Jeg var vild med første bind i serien, og bind to skuffede bestemt ikke. Endnu en gang er tempoet højt, og bogens plot er godt skruet sammen og så twistet, at man bliver overrasket hele vejen igennem. Handlingen er spændende med masser af action, blod, gedemord, kærlighed, venskab, religion, mod, intriger, identitet og familieproblemer. Som en der er vokset op med nordisk mytologi er det sjovt at kunne genkende de myter Riordan bruger, og ikke mindst hans twistede version af Thors brudefærd er skøn at læse. Sproget er som altid flydende og letlæst, med sjove og levende beskrivelser, og både guder og helte får en kærlig omgang når forfatteren opdaterer dem til vores tid. Hvad kan man sige til en Heimdal der er besat af selfies eller en Thor med rottehaler? For slet ikke at tale om Udgårds-Lokes fascination af bowling?
Riordans personer er som altid levende og menneskelige på godt og ondt og med fejl og mangler. Her er bestemt ikke nogen respektfuld sætten guderne på en piedestal eller tagen dem al for alvorligt, og det er både forfriskende og meget, meget morsomt. Magnus er en skøn hovedperson. Han er modig, loyal og fuldt bevidst om sine egne svage sider. Ikke, at de stopper ham fra at forsøge at gøre det rigtige - selvom det kunne gå hen at slå ham ihjel. Hans familieforhold giver ham en del problemer. Ikke nok med at hans kusine Annabeth er græsk halvgud, hans onkel Randolph arbejder for Loke, og selvom Magnus er vred på ham, vil han stadig gerne redde ham. Spørgsmålet er dog, om onklen overhovedet vil reddes. Samirah har sine egne familieproblemer. Hun bor hos sine bedsteforældre, som ikke ved noget om de nordiske guder, og så har hendes far en tendens til at lave rod i hendes liv. Ikke nok med det truende bryllup til Thrym, og hendes forhold til Alex, der er også hele problematikken omkring det at være troende muslim når man er halvt nordisk gud. Og så er der forholdet til Amir, som risikerer at blive ødelagt, hvis Loke får held til at gifte hende bort. Alex er en spændende ny person, og hele idéen med en person som er hverken-eller, eller både-og, er både god og anderledes, da det giver forfatteren anledning til at tage nogle tungere tematikker omkring identitet og seksualitet op, hvilket han gør på sin sædvanlige halvt humoristiske og halvt alvorlige måde. Personligt er jeg også ret vild med sværdet Jack og geden Otis, som, på trods af deres ikke-menneskelige form, har masser af personlighed.
Bogen slutter med noget af en cliffhanger som gør det virkelig svært at vente til næste efterår, hvor tredje bind skulle udkomme. Men så har jeg jo muligheden for at få læst de af Riordans bøger jeg stadig mangler. Er man vild med nordisk mytologi, eller er man fan af Riordans bøger, så vil man ikke blive skuffet over The Hammer of Thor. Eneste minus var at den sluttede.

Se også forfatterens hjemmeside.

tirsdag den 20. december 2016

Valkyrien

Valkyrien er 3. og sidste bind i fantasytrilogien Sanddrømmeren af Sidsel Katrine Slej.

Bogen er anmeldt på bookeater.dk.

Hogfather

Hogfather er en fantasybog, skrevet af Terry Pratchetts, og en del af Discworld-serien.

Det er næsten Hogswatch, og Discworlds børn glæder sig til at få besøg af Hogfather. Men onde kræfter truer højtiden, og da snigmordernes laug får en ny opgave, er hele verden i fare.
For snigmordernes klient ønsker at få Hogfather dræbt, og da den psykotiske Teatime får opgaven, mangler Discworld pludselig en Hogfather - og det lige inden Hogswatch. Heldigvis springer en frivillig vikar til, og selvom Døden ikke er den mest joviale eller logiske afløser, så går det egentlig meget godt. Hans barnebarn Susan er dog ikke begejstret. Faktisk overvejer hun om Døden er blevet sindssyg. Så på trods af at hun egentlig helst vil være helt normal, tager hun afsted for at finde ud af hvad hendes bedstefar egentlig foretager sig, og hvad der er sket med den rigtige Hogfather.
Men kan Susan klare opgaven inden Hogswatch er slut? Og hvad har Death of Rats, troldmændenes badeværelse og Tømmermændsguden med det hele at gøre?

Jeg er vild med Terry Pratchett, og Hogfather er en af mine klare favoritter. Bogen tager julen og julemanden under kærlig behandling, og er en skøn blanding af humor og alvor. Jeg blev først for alvor bidt af Discworld-serien som voksen, og det tror jeg hænger sammen med, at serien helst skal læses på engelsk. Pratchetts leg med ord er nemlig en helt essentiel del af handlingen og humoren, og netop leg med ord kan være svært at oversætte. Det tror jeg også er grunden til, at serien aldrig er slået igennem i den danske oversættelse, selvom den er forsøgt udgivet af flere omgange.
I dag er serien en af mine absolutte yndlingsserier, og selvom jeg stadig mangler at læse de sidste bind (der er 41 i alt), så vender jeg igen og igen tilbage til Pratchetts fantastiske univers.
En af de ting jeg elsker, er Pratchetts sprog. Han forstod som få at lege med ordene og vende begreber på hovedet, og absurde situationer er en fast del af bøgernes humor. Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er utroligt billedskabende. Man føler sig som læser hjemme både i Dødens rige og i Ankh-Morporks beskidte og farlige gader, og begge står knivskarpt for det indre øje.
En anden ting jeg elsker ved serien er Pratchetts vidunderlige persongalleri som væver sig ind og ud af de forskellige bøger. Hans personer er realistiske og utroligt menneskelige, og forfatteren har formået at gøre dem både interessante og levende. Nogle karakterer er mere karrikaturer end virkelige, men det fungerer utroligt godt, og som læser kan man ikke andet end at elske dem. Personligt er jeg vild med Døden som tager alt bogstaveligt og taler med store bogstaver, og mini-serien med ham hører da også til blandt mine favoritter. Susan er en anden person, som jeg er virkelig glad for. Hun vil så gerne være helt almindelig, men kan alligevel ikke lade være med at bruge de kræfter hun har arvet fra Døden. Hun er modig, intelligent og skarp, med bestemte meninger, og lader hverken børn eller Døden slippe af sted med noget. Og så er der troldmændene! Magen til inkompetence og selvoptagethed skal man lede længe efter. Alligevel har de noget elskeligt over sig, og man kan som læser ikke lade være med at trække på smilebåndet af de noget kluntede gamle mænd. Og jeg kunne blive ved med at nævne bipersonerne, som alle har deres egne personligheder og gode og dårlige sider.
Universet er en tredje ting jeg elsker ved bøgerne. Discworld er på en og samme tid logisk og ulogisk, magisk og ubehageligt, velkendt og fremmed. Pratchett trækker på begreber og fænomener vi kender fra vores verden, og sætter på den måde fokus på sociale problemer og fænomener, og ofte indeholder bøgerne en skarp social kritik af den måde vores verden ledes på.
Handlingen er godt skruet sammen, med et plot som er yderst originalt og anderledes, og fyldt med twists som gør det svært at forudsige hvad der vil ske. Historien er fyldt med mord, intriger, magi, Hogswatchånd, håb og familie, og der er masser af nervepirrende spænding og lune grin undervejs. Hogfather minder om både Julemandens død og filmen De Eventyrlige Vogtere (flere af personerne fra sidstnævnte optræder da også i bogen), og er en af mine personlige julefavoritter. Kan man lide humoristisk fantasy, eller er man som mig bare vild med Terry Pratchett, så kan bogen varmt anbefales.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 17. december 2016

Temeraire

Temeraire er 1. bind af fantasyserien Temeraire, skrevet af Naomi Novik.

Napoleonskrigene er i fuld gang, og englænderne kæmper desperat mod Napoleon, som har flere skibe, mænd og drager.
Den unge kaptajn Will Laurence erobrer et fransk skib i kamp, og ombord finder han noget ganske usædvanligt, nemlig et drageæg. Drageæg er utroligt kostbare, og meget eftertragtede af den engelske overkommando, da England har færre drager end franskmændene, og en drage mere vil betyde en styrkelse af luftvåbenet. Men ægget er tæt på klækning, og Laurence ved, at han ikke kan nå at få ægget i land, før det klækker. Han må derfor udpege en af sine mænd, til at opsele dragen, så snart den bliver klækket, hvis den ikke skal blive ubrugelig for de engelske styrker.
At være dragerytter, aviatiker, er dog ikke ligefrem noget godt karriereskift for en flådemand, så da dragen klækkes og udser sig Laurence som rytter, ånder resten af besætningen op, og Laurence må indstille sig på et helt nyt liv.
Men Laurence opdager snart, at dragen, som han kalder Temeraire, er helt anderledes end han havde forventet. Ikke nok med at Temeraire tilhører en asiatisk race som ikke før er set i England, han er også overraskende intelligent og videbegærlig.
Langsomt opstår et varmt venskab mellem de to, og trods omverdenens reaktion bliver de sammen. De to sendes afsted til aviatikernes træningslejr, og må begge lære at tilpasse sig livet i luftvåbenet. Og det skal gå hurtigt, for krigen tilspidser mere og mere, og der er hårdt brug for dem.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alhambra

Jeg læste første gang bogen for flere år siden, og var vildt begejstret, så da jeg fandt ud af at den kom på dansk og forlaget spurgte om jeg ville anmelde den, sagde jeg straks ja tak.
Og det har jeg absolut ikke fortrudt, for bogen er ligeså god som jeg husker den, og oversættelsen er virkelig god. Det eneste kritikpunkt jeg har til oversættelsen, er bogens titel, Første bind i serien er udgivet med to titler, hvoraf Temeraire er den ene, men personligt synes jeg bedre om dens alternative titel, som er His Majesty´s Dragon. Jeg synes bare det fanger bogens krigsstemning bedre. Men det er en lille ting, som bestemt ikke ødelægger bogen.
Temeraire er historisk fantasy, hvilket, groft fortalt, er en undergenre indenfor fantasy, som leger med tanken om hvad-nu-hvis. I dette tilfælde, hvad nu hvis der fandtes drager, og de blev brugt i Napoleonskrigene? Ville det ændre udfaldet - og hvordan?
For at skrive historisk fantasy, er man nødt til at kende den historie man ændrer på, og som læser er man slet ikke i tvivl om at forfatteren har lagt et kæmpe research-arbejde i bogen. Bogen føles langt hen ad vejen som en historisk roman, og der er virkelig kælet for detaljerne i forhold til flådestrategi, klædedragt og klasseskel. Det fungerer rigtig godt, og det bliver kun bedre af, at der er drager med, da det, for mig, kombinerer to af mine absolutte yndlingsinteresser, nemlig historie og fantasy. At man som læser samtidig lærer en hel om Napoleonskrigene er kun et plus.
Sproget er rigtig godt, og forfatteren har forsøgt at gøre det så historisk korrekt som muligt, så man virkelig føler sig hensat til den tidsperiode bogen foregår i. Det ses specielt i dialogerne, men også flådeudtrykkene leder tankerne hen på tidsperioden. Beskrivelserne er rigtig gode og billedskabende, og især dragerne og det engelske landskab set ovenfra står lyslevende. Kampscenerne virker realistiske, og som læser kan man næsten høre dragernes brølen og lugte krudtrøgen mens man læser dem.
Handlingen er uhyggeligt spændende, og fuld af action, forræderi, krig, venskab, soldatersammenhold, og så selvfølgelig drager. Plottet er godt skruet sammen, med masser af twists som gør det svært at forudsige hvad der vil ske, selvom man, som jeg, kender lidt til forløbet i Napoleonskrigene i forvejen.
Personerne er levende og realistiske, med både sympatiske og mindre sympatiske karaktertræk. Laurence er en gentleman, og yngre søn af en adelsmand. Hans karriere går strygende, og han har planer om at fri til en ung kvinde af god familie. Men alt det ændres da Temeraire udser sig ham som rytter. Pludselig ligger hans fremtidsplaner i ruiner, og forholdet til faren, som i forvejen er anstrengt, forværres endnu mere. Laurence er vant til flådens stramme regler, og har svært ved at finde sig til rette i aviatikernes mere løse struktur. Han har en meget stor pligtfølelse og forståelse af rigtigt og forkert, og har svært ved at tie, når han opdager noget, som han opfatter som en uret. Forholdet til Temeraire udvikler sig fra at være en byrde, til at være det allervigtigste i hans liv, og Laurence lærer igennem mødet med Temeraire en hel del om sig selv og andre mennesker, men også hvad venskab egentlig er. Temeraire er nysgerrig, intelligent og Laurence fuldstændig hengiven. Han har svært ved at forstå menneskelige begreber som pligt og ære, og selvom han gerne vil i kamp, så er det for ham mere spændingen end idelogien bag krigen der er det vigtigste. Laurence er uden tvivl den vigtigste relation for ham, og han vil gøre alt for ham. Venskabet mellem Laurence og Temeraire er bogens centrale omdrejningspunkt, og forfatteren har virkelig forstået at skrive det på en måde, så man som læser lever sig ind i den relation de har, og betragter den som noget fuldstændig selvfølgeligt, og meget smukt. Samspillet mellem dem fungerer rigtig godt, og det samme gør bogens forskellige bipersoner, hvad enten de er mennesker eller drager. På mange måder er dragerne de mindst komplicerede personer i bogen, fordi de er så ligefremme i deres fuldstændige hengivenhed for deres ryttere, hvor menneskene mere er en blanding af godt og ondt, med menneskelige bevæggrunde og motiver. Men det betyder ikke, at dragerne ikke har følelser som jalousi og ejerfornemmelser, de viser dem bare på en anden måde.
Temeraire er en fantastisk læseoplevelse, og er man interesseret i historie, eller elsker man bare drager, så vil man også elske den her bog, som virkelig er en anderledes og spændende fantasyfortælling. Jeg anbefaler den på det varmeste.

Se også forfatterens hjemmeside.

lørdag den 10. december 2016

Transformationsmaskinen

Transformationsmaskinen er en steampunk-bog skrevet af Nikolaj Johansen.

Argone de Bellegarde er født aristokrat, men har brudt med sin familie og er emigreret til Eire Nua, imperiet Eires koloni. Han har i flere år forsøgt at gøre oprør politisk mod imperiet, og ønsker at genoprette det land som kolonien var før imperiet erobrede det.
Men hans politiske kamp har ikke ført ham nogen vegne, og derfor har han nu samlet en lille gruppe mennesker med det mål at gøre væbnet oprør mod imperiet.
Før oprøret kommer i gang, bliver byen dog angrebet af dampdrevne morderiske maskiner, som virker sært levende. Argone er sikker på, at imperiet står bag, og sammen med en præst, en kriger, en opfinder og en listetyv begiver han sig af sted for at standse imperiet og maskinerne.
Men sandheden bag maskinerne er endnu værre end Argone havde forestillet sig i sin vildeste fantasi, og både hans tro og hans mod kommer på en prøve i kampen mod maskinerne.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren og Forlaget Calibat

Selvom jeg ikke har læst så mange steampunk-bøger endnu, er jeg meget fascineret af genren, så da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde bogen sagde jeg straks ja. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Der er action fra første side, og historien er uhyggeligt spændende. Handlingen er fyldt med blod, morderiske maskiner, religion, mysticisme, fanatisme, idealisme, undertrykkelse, oprør og venskab, og plottet er både originalt og godt skruet sammen. De mange twists undervejs holdt mig fanget på kanten af stolen, og gjorde det umuligt at gætte slutningen. Religion fylder meget i bogen, og selvom det giver mening i forhold til bogens plot, og især i forhold til præsten Eamonn, som var en person jeg virkelig godt kunne lide, så blev det indimellem lige lovlig meget for mig. Bogen tager også emner som indvandring og kolonisering op, og for mig var der tydelige paralleller mellem imperiets kolonisering af Occitanien og englændernes kolonisering af Amerika. Og det bliver endnu tydeligere fordi Argone netop kæmper for Occitaniens uafhængighed og ovenikøbet har forfattet en uafhængighedserklæring.
Sproget er flydende og letlæst, og tempoet er højt, hvilket gør bogen hurtigt læst. Actionscenerne er utroligt godt beskrevet, og selvom de fylder meget, lykkes det alligevel forfatteren at beskrive bogens univers og verden for læseren gennem små indirekte sætninger, så man føler sig både hjemme og stedkendt. Det hjælper også, at der sidst i bogen er en historisk forklaring på Eire og koloniseringen af Eire Nua.
Personerne i bogen er levende og menneskelige, med både godt og ondt i sig. Hovedpersonen Argone er idealist, og har et næsten fanatisk ønske om at gøre Occitanien frit igen. Hvad enten folk er med ham eller ej. Han er stædig og modig, og parat til at kæmpe for det han tror på. Desværre er han også utroligt fordomsfuld, og er meget hurtig til at lægge ansvaret for maskinerne på de folk han i forvejen afskyr - for eksempel Eires soldater. Det besværliggør opklaringen af maskinernes oprindelse en hel del, og får ham også til at fremstå en lille smule selvretfærdig, fordi han er så fuldkommen overbevist om at de folk han ikke kan lide må være onde, og at han har retten og Gud på sin side. Jeg havde en gang imellem lyst til at slå ham i hovedet for at få ham til at vågne op, men heldigvis udvikler han sig i løbet af bogen. Præsten Eamonn tror på Guds vilje, og opfatter maskinerne som dæmoner. Han er ikke interesseret i at begå oprør, men ønsker bare at leve sit liv som Gud vil det og hjælpe andre. Men selvom han dybest set er pacifist, så kæmper han alligevel mod maskinerne. Og så er der krigeren Rosheen med den blakkede fortid og hendes listetyvsbror Lewis, samt Argones ven, opfinderen Finnegan, som er med til at fuldende oprørsgruppen, og som komplimenterer de andre personer rigtig godt. De er nuancerede og realistiske, og jeg kom til at holde rigtig meget af dem.
Alt i alt var bogen en rigtig god læseoplevelse som i den grad fangede mig, og jeg er helt ked af, at den sluttede. Kan man lide steampunk, eller er man vild med action og morderiske robotter, så er bogen bestemt værd at stifte bekendtskab med.

fredag den 9. december 2016

Skyggetimen

Skyggetimen er 2. bind af Melissa Greys fantasytrilogi Fjer og Flammer.

Echo skjuler sig sammen med Ivy, Jasper, Caius og Dorian efter slaget ved Schwartzwald. Hendes binding til Ildfuglen har fået både drakhanere og avicenere til at lede efter hende, og begge parter ønsker at bruge hende i deres krig mod hinanden.
Jasper plages af et sår som ikke vil heles, og modvilligt søger gruppen hjælp ved en troldmand, som Jasper kender. Men troldmænd er ikke til at stole på, og samtidig har han et lidt for godt øje til Jasper.
Echo begynder efterhånden at mistænke, at ildfuglen ikke var den eneste kraft der kom ind i verden, og da Reden angribes af en mørk kraft, bliver hendes mistanke til virkelighed. For ildfuglens lys har en skyggeside, og Caius´ søster er ude efter den.
For at redde sin familie må Echo finde ud af mere om ildfuglen og dens modstykke. Men det er ikke let, og tiden er ved at rinde ud.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.

Jeg var helt vild med første bind i serien, som var en af de bedste bøger jeg læste sidste år. Og lige siden jeg læste sidste side af Midnatspigen har jeg ventet i spænding på andet bind. Jeg var dog også noget nervøs, for ville bogen nu kunne leve op til første bind? Nu har jeg så læst Skyggetimen, og jeg må sige at min nervøsitet blev gjort til skamme. Der gik nemlig ikke ret mange sider før jeg igen blev suget ind i historien, og bogen bød på et kærkomment gensyn med et højtelsket og magisk univers, som jeg har savnet mere end jeg troede.
Der er fuld fart over handlingen, men alligevel føler man som læser på intet tidspunkt at det går for hurtigt. Jeg sad helt ude på kanten af stolen, og siderne vendte næsten sig selv, mens historien blev rullet ud for mine øjne. Kærlighed, krig, venskab, magi, forræderi, jalousi, intriger og hemmeligheder fyldte min tid, og det ene uventede twist efter det andet holdt mig lænket til stolen og bogen i spænding. Der var forbudt kærlighed en masse, og firkanten mellem Rose, Echo, Caius og Rowan var utroligt godt beskrevet, og virkede både realistisk og uløselig - på den gode måde, altså. Og som et friskt pust var der også en homoseksuel kærlighedshistorie mellem to af bipersonerne, som blev fortalt på en virkelig fin måde - i øvrigt også med en slags trekantsdrama.
Bogens univers ligner ikke noget jeg har læst før, og alligevel er der noget velkendt over det, som gør at man som læser kan identificere sig med personerne og føle sig hjemme blandt drakhanere og avicenere. Jeg er i øvrigt vild med den måde, som forfatteren bruger litterære referencer til især andre fantasybøger, og så synes jeg som bibliotekar det er skønt, at biblioteker og bøger (fysiske, forstås) spiller så stor en rolle i historien.
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er både levende og stemningsfyldte. Tonen i bogen ligner ikke noget jeg før har læst, men har noget magisk og overnaturligt over sig, som er svær at beskrive.
Personerne er levende og menneskelige, og er en perfekt blanding af godt og ondt. Echo er stædig, stærk, og har et stort hjerte, hvilket er både hendes styrke og hendes svaghed. Hendes voksende kraft skræmmer hende, og især Roses tilstedeværelse i hendes hoved gør det svært for hende at finde ud af hvilke følelser der er hendes, og hvilke der er Roses. Det komplicerer hendes forhold til både Caius og Rowan, og gør det svært for hende at stole på sig selv.
Caius er en prins uden trone. Hans voksende følelser for Echo både skræmmer og forvirrer ham, da han har svært ved at finde ud af, om det er Roses tilstedeværelse i Echo eller Echo selv han har følelser for. Samtidig er han dybt såret over sin søsters forræderi, og fast besluttet på at redde sit folk, hvad enten de ønsker det eller ej. Og det inkluderer hans søster.
Også bipersonerne er interessante og realistiske, og forfatteren forstår at skrive nuancerede personer som man som læser ikke kan lade være med at holde af. Jeg var især glad for Dorian og Ivy, som virkelig udvikler sig i løbet af bogen.
Skyggetimen er lige så fantastisk som første bind i serien, og jeg kan næsten ikke vente på at tredje og sidste bind i serien udkommer. Bogen og serien har mine varmeste anbefalinger.

Se også forfatterens hjemmeside.

Konkurrence


Det er konkurrencetid igen, og i årets tredje julekonkurrence kan du, udover en engelsk fantasybog, vinde en rigtig julehyggepakke. Bogen er The Blood of Olympus, som er 5. bind i Rick Riordans serie The Heroes of Olympus
Jeg har endnu ikke selv læst den, men fik købt to udgaver af bind 5, og det kan nu komme en af jer til gode. Rick Riordan er hurtigt blevet en af mine yndlingsforfattere, og decembers læsetema er da også Rick Riordan, hvor The Heroes of Olympus-serien står øverst på læselisten.
Udover bogen indeholder pakken 3 slags økologisk te, 2 magnetiske bogmærker og 2 Summerbird-chokolader. 

For at deltage i konkurrencen skal du skrive en kommentar på bloggen, hvor du fortæller hvad du helst spiser og/eller drikker når du læser. Skriv også gerne din e-mail i kommentaren, da det gør det nemmere at kontakte dig, hvis du bliver den heldige vinder. Du skal have en dansk adresse som præmien kan sendes til.

Vinderen får direkte besked, og findes ved lodtrækning onsdag 14. december.

Tak til de mange deltagere. Vinderen er nu fundet, og det blev Helle.Larsen. Stort tillykke. 

onsdag den 7. december 2016

Oprørerne

Oprørerne er 2. bind i Julie Kagawas fantasyserie Sagaen om Talon.

Ember er sammen med den omstrejfende drage Riley flygtet fra Talon og Sankt Georg-ordenen. Det lykkedes dog kun fordi Garret, en af Sankt Georg-ordenens soldater, hjalp dem, og han er nu dømt til døden for forræderi.
Ember er fast besluttet på at redde ham, og det lykkes hende at overtale Riley og hans menneskelige hjælper Wes til at hjælpe hende.
Men selvom de redder Garret, betyder det ikke at faren er overstået. Tværtimod er den vokset, fordi både Sankt Georg-ordenen og Talon nu er ude efter dem. Og ingen af dem helmer før de finder dem.
Samtidig finder ordenen flere og flere af Rileys reder, hvor unge drager, der er flygtet fra Talon, skjuler sig, og Riley og Wes bliver mere og mere sikre på, at der er en forræder blandt deres folk.
For at få mere information tager Riley, Wes, Ember og Garret til Las Vegas. Men byen er fuld af farer, og hos Talon har Embers bror Dante lagt en snedig plan, som skal få hende tilbage til organisationen.
Og som om det ikke er nok, må Ember også forholde sig til de følelser hun har for både Garret og Riley. Følelser, der splitter hendes menneskelige og dragelige sider, og som skræmmer hende.
Snart må Ember træffe et valg. Et valg mellem frihed, familie og kærlighed. Først skal hun dog lige overleve...

Bogen er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic

Bogen fortsætter hvor første bog slap. Der er action fra første side, og handlingen er endnu en gang fyldt med spænding, kærlighed, intriger, forræderi, jalousi, hemmeligheder, magi og drager. Plottet er godt skruet sammen, og de mange twists undervejs gør det umuligt at forudse, hvad der vil ske. Det er med til at holde læseren fanget hele vejen, og de livagtige kampscener gør, at man tit sidder helt ude på kanten af stolen under læsningen.
Seriens univers udvider sig endnu mere i denne bog, og læseren får mere at vide om såvel Talon som Sankt Georg-ordenens motiver og baggrund, hvilket er med til at gøre universet endnu mere levende og nuanceret.
Personerne udvikler sig endnu mere her i bind 2, hvor Ember, Riley, Garret og Dante skiftes til at fortælle. Skiftene i synsvinkel betyder, at man lærer alle siderne i konflikten rigtig godt at kende, og det er med til både at gøre universet levende og vise læseren, at virkeligheden består af gråzoner. I bind 2 lærer vi Riley bedre at kende, og finder ud af hvad der i sin tid fik ham til at forlade Talon og starte med at tage unger ind. Hvor han i første bind var meget fandenivoldsk, så får han i andet bind en del flere facetter, og bliver både mere menneskelig og mere dragelig. Han er modig, stædig og en dygtig planlægger, men hans drages følelser for Ember får ham også til at tage nogle chancer med både sig selv og andre, som kan ødelægge alt det han har kæmpet for.
Garret har mistet alt ved at redde Ember og Rileys liv, og han må både forholde sig til at hans venner og tidligere kolleger vil dræbe ham, og til at hele hans virkelighedsforståelse er blevet vendt på hovedet, efter han har opdaget, at drager ikke kun er snedige dyr. Hans følelser for Ember er det eneste han har tilbage, og han kan derfor ikke lade være med at tage nogle lidt farlige valg for at hjælpe hende.
Dante tror stadig på Talon, og er utroligt ambitiøs. Han vil for alt i verden have Ember tilbage i folden, og vælger at tro, at det er Riley der har fået hende på afveje. Han synes godt nok det er lidt mærkeligt, at Talon vil lade Ember leve, men tvivler aldrig på at Talon ved hvad de gør. Han er ligeså stædig som Ember, og vil ikke lade hendes fejltrin ødelægge hans fremtid i organisationen.
Ember er stædig, modig og impulsiv, hvilket er en farlig kombination som giver hende en del problemer. Især hendes impulsivitet er tæt på at få hende dræbt flere gange, og selvom den tilfører hende en vis charme, så må jeg også indrømme at nogle af hendes valg fik hende til at virke temmelig egoistisk og - undskyld ordvalget - pisseirriterende. Hun er splittet i sine følelser for Garret og Riley. Den ene får hende til at føle sig mere menneskelig end nogensinde før, og den anden kalder på hendes drage. Hun elsker sin bror, men er en smule naiv i forhold til hvor langt han vil gå for sine ambitioners skyld, og så har hun en tendens til at tro, at hun ved bedre end både Riley og Garret som har trænet i flere år til at kæmpe mod Talon og Sankt Georg-ordenen. Hvor jeg virkelig elskede Ember i første bind, så har jeg et lidt mere ambivalent forhold til hende her i bog to, netop fordi jeg har det svært med nogle af hendes valg. Når det så er sagt, så passer både hendes oprørstrang og hendes impulsivitet fint med den alder hun har i bogen, så der er håb om at hun kan vokse sig fra noget af det.
Sproget er letlæst og flydende, med flotte beskrivelser og et højt tempo, som gør bogen svær at slippe. Kan du lide drager er dette lige en serie for dig. Jeg glæder mig i hvert fald allerede til at læse næste bind i serien.

Se også forfatterens hjemmeside.

fredag den 2. december 2016

Læsestatus for november


Det´ sørme, det´ sandt, december... 
Og dermed også tid til at få gjort status for november.
November blev endnu en måned i travlhedens tegn, men hvor jeg, mod alle odds, fik læst rigtig mange bøger i oktober, så gik det ikke helt så godt i november.
Til gengæld havde jeg gæster af flere omgange, var to gange i biografen (Doctor Strange og selvfølgelig Fantastic Beasts and Where to Find Them), og så var jeg også til en lille begivenhed kaldet BogForum - måske har I hørt om den? Ellers kan I læse om det her.
Også på arbejdsfronten havde jeg travlt. Både med førnævnte BogForum, men også med planlægning af forårets arrangementer, og så fik biblioteket i starten af november et nyt bibliotekssystem, som jeg stadig er ved at vænne mig til.
Alt det betød, at jeg i november kun fik læst 6 bøger, hvoraf den ene ovenikøbet var en tegneserie.
Og ikke en eneste af bøgerne hørte ind under månedens læsetema, som var Fantasy med feer. Jeg bestemte mig nemlig for at droppe månedens læsetema og i stedet fokusere på de anmeldereksemplarer jeg har liggende, da jeg er kommet noget bagud med dem, og derfor valgte at prioritere dem. Og så må jeg sætte temaet på igen til næste år, så jeg kan få læst mine fe-bøger.
Jeg fik dog også læst en enkelt bog som ikke var et anmeldereksemplar, og så førnævnte tegneserie.
Men mere om dem senere. Først gælder det anmeldereksemplarerne.


I november fik jeg læst 4 anmeldereksemplarer.
Bøgerne var:

Sidsel Sander Mittet: Sandsnogens bid (Krøniken om Morika 1)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Facet. Sendt som overraskelsespakke. 
Serien er påbegyndt. 

C.J. Redwine: Skyggernes dronning (Ravenspire 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Turbine. Gave til bogbloggertræf 2016. 
Serien er påbegyndt. 

Evelyn Skye: Zarens spil (Zarens spil 1)
Anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal. Anmeldt på bookeater.dk. 
Serien er påbegyndt. 

Leigh Bardugo: Den sorte kætter (Grisha 2)
Anmeldereksemplar fra Forlaget Alvilda.
Serien er ajour. 


Som tidligere nævnt fik jeg læst en enkelt bog som ikke var et anmeldereksemplar. Jeg oplevede forfatteren på BogForum, hvor jeg også købte bogen og fik den signeret. Jeg har endnu ikke fundet ordene til en anmeldelse, men den kommer nok på et eller andet tidspunkt.
Bogen var:

Patrick Ness: Vi andre bor her bare


Og så fik jeg læst et andet køb fra BogForum, nemlig tegneserien:

Mort Walker: Basserne - Historier fra Pløresødallejren

Alt i alt ikke en ret god læsemåned. Jeg håber dog jeg får rettet op på det i december, så jeg får nået mit læsemål på Goodreads, hvor jeg stadig mangler 10 bøger. Men mon ikke det hjælper på læsningen når jeg får juleferie?
I december fortsætter jeg med anmeldereksemplarerne, og så vil jeg have læst nogle bøger til månedens læsetema, som er Rick Riordan. Jeg elsker hans skrivestil og personer, og har alle hans bøger. Desværre har jeg endnu ikke fået taget hul på to af hans serier, og jeg har derfor bestemt, at jeg som minimum skal have læst Heroes of Olympus-serien i juleferien.

Hvordan var jeres læsemåned? Og hvad er jeres læseplaner for december? 

torsdag den 1. december 2016

Konkurrence


Det er konkurrencetid igen, og i årets anden julekonkurrence kan du vinde en forrygende dansk fantasybog. Bogen er Ravnenes hvisken 1 af Malene Sølvsten, og præmien er sponsoreret af Forlaget Carlsen.
Bogen er anmeldt på bloggen, og jeg var helt vild med den. Anmeldelsen kan læses her.

For at deltage i konkurrencen skal du skrive en kommentar på bloggen, hvor du kommer med en boganbefaling til mig. Skriv også gerne din e-mail i kommentaren, da det gør det nemmere at kontakte dig, hvis du bliver den heldige vinder. Du skal have en dansk adresse som bøgerne kan sendes til.

Vinderen får direkte besked, og findes ved lodtrækning onsdag 7. december.

Tak til de mange deltagere, som virkelig er kommet med nogle gode anbefalinger. Vinderen, som blev fundet ved lodtrækning, blev Susanne. Stort tillykke.