søndag den 12. februar 2017

Udbruddet

Udbruddet er 4. bind af den dystopiske science fiction-serie Maze Runner, skrevet af James Dashner.

Et soludbrud har ramt jorden, og dræbt milliarder af mennesker gennem ekstrem varme og voldsomme tsunamier. Sammen med en lille gruppe mennesker er det lykkedes Mark at overleve katastrofen, og undslippe til bjergene, hvor de har startet en lille koloni sammen med andre overlevende. Selvom de mangler teknologi og konstant må søge efter mad, så har kolonien et enormt sammenhold. Mark er nært knyttet til den gruppe han undslap med, ledet af ekssoldaten Alec, og barndomsvennen Trina, som han er blevet kæreste med.
Men en dag rammer en ny katastrofe det lille samfund. En bastion ankommer til kolonien, og personer i beskyttelsesdragter skyder på må og få indbyggerne med pile. Alec og Mark angriber bastionen, og opdager til deres rædsel, at pilene indeholdt en dødbringende virus. Og de har også en idé om hvor bastionen kom fra, selvom de ikke aner hvorfor deres koloni blev angrebet. Tilbage i kolonien opdager de for alvor pilenes rædselsfulde effekt. Flere indbyggere er døde, og de få smittede der har overlevet, dør senere under frygtelige kvaler. Alec og Mark beslutter sig for at finde ud af hvem der har sendt bastionen - og hvorfor. En lille gruppe bestående af Alec, Mark, Trina og Lana tager afsted, og opdager snart, at deres koloni ikke er den eneste der er blevet angrebet, og at der er noget helt galt med de andre overlevende. Samtidig begynder en lurende frygt at melde sig for at de måske også selv er smittede.,,

Jeg var vild med Maze Runner-trilogien, så da jeg opdagede at der kom en prequel til serien var jeg selvfølgelig nødt til at have fat i den. Kronologisk foregår bogen før WICKED opstod, og efter den katastrofe der ramte jorden med soludbruddet. Bogens prolog og epilog henviser dog til den oprindelige trilogi, så det anbefales at man læser den først for ikke at blive spoilet.
Sproget er, det meste af vejen, letlæst og flydende, men der er dog enkelte grammatiske fejl som skæmmer den lidt, ligesom en lidt for bogstavelig oversættelse gør det nogle steder. Bogen er fyldt med utroligt levende beskrivelser, og visse steder er de måske lidt for levende. Forfatteren er i hvert fald rigtig godt til at beskrive lig i forrådnelse, sindssyge mennesker en masse og ødelagte bygninger. Og det gør, at man som læser får et utroligt godt billede af en verden i opløsning og, ikke mindst, hvor langt ud desperation og overlevelsestrang kan drive mennesker. Bogen er fortalt dels gennem den handling der foregår i nutiden, og dels gennem flashbacks til soludbruddet via Marks drømme, og den blanding fungerer rigtig godt, fordi man som læser får et indtryk af katastrofen uden at den udpensles for meget, og bogen beskæftiger sig i stedet med følgerne af at samfundet er gået i opløsning.
Handlingen er utroligt actionpakket, og tempoet er højt hele vejen igennem. Historien er nervepirrende spændende, og på trods af at man logisk set ved hvordan bogen må ende, så kan man ikke lade være med at håbe at man tager fejl. Plottet er godt skruet sammen, og fuldt med twists undervejs, som gør at man sidder på kanten af stolen hele vejen igennem, mens siderne næsten vender sig selv. Jeg var overrasket over hvor hurtigt den var læst, for jeg syntes lige jeg var gået i gang med den, da slutningen kom. Handlingen er fuld af kærlighed, venskab, desperation, sygdom, sindssyge, kampen for overlevelse, sorg, død og masser af action, og fokus for historien er hvordan mennesker tackler katastrofer.
Personerne er levende og menneskelige, og som læser kommer man hurtigt til at holde af dem, hvilket gør deres skæbner endnu tungere at bære. Mark er bogens hovedperson, og det er gennem hans øjne og drømme at man finder ud af hvad der sker. Han er modig, udholdende og vil gøre alt for sine venner, også selvom det ser håbløst ud. Han er ikke bange for at handle, også selvom konsekvenserne af hans valg kan have en høj pris. Hans følelser for Trina er det der bærer ham frem, sammen med håbet om en bedre fremtid. Jeg kom til at holde meget af ham, og på¨mange måder minder han om Thomas fra den oprindelige trilogi. Trina er modig, omsorgsfuld og, ligesom Mark, fuld af håb om en bedre fremtid. Ekssoldaten Alec er nok den person jeg, bortset Mark, bedst kunne lide. Han er modig, og ikke bange for at tage hårde valg. Samtidig vil han gøre alt for at hans gruppe overlever - selv slå ihjel. Derudover er der et væld af bipersoner, som man lærer mere eller mindre godt at kende, og som er mere eller mindre sympatiske. Nogle af dem er decideret ubehagelige, og man fornemmer hvordan deres desperation får dem til at træffe uhyrlige valg, som gør dem mere eller mindre umenneskelige. Det er rigtig godt skrevet, fordi man som læser, på trods af at man ikke bryder sig om personerne, alligevel kan forstå hvad der driver dem.
Er man, ligesom jeg, vild med den oprindelige trilogi vil man ikke blive skuffet over Udbruddet. Jeg kan slet ikke vente med at læse sidste bind i serien, og få resten af forhistorien.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: