lørdag den 18. november 2017

Blodbæst

Blodbæst er 2. bind af fantasyserien Ovanienprofetierne, skrevet af Lene Dybdahl.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Det er lykkedes Skyriel at redde sin læremester, magikeren Alainon, fra kongens frygtede fængselsø, Darc Nox. Men strabadserne har taget hårdt på Alainon. Han er meget syg, og bliver hele tiden svagere, og Skyriel frygter at han vil dø, hvis ikke hun finder hjælp. 
Men at finde hjælp er ikke nemt, for kronprins Drystan har udlovet en dusør til den person, som fanger Alainon igen, og har derudover sendt en mørk magiker ud for at finde ham. Og det er ikke kun kronprinsen der er ude efter Alainon. Også Skyriels bedstefar har sendt en dusørjæger afsted, for Alainon er den eneste der måske kan redde hans datter, Skyriels mor, fra den frygtelige sygdom, kaldet blodbæst, som hærger Ovanien. 
Samtidig ulmer oprøret blandt både adelige og fattige, som frygter ypperstepræsten og hans nye gud, for slet ikke at tale om kronprinsen, som, hvis rygterne taler sandt, snart vil være landets nye konge. Og når det sker, er krigen så godt som sikker, for Drystan vil have mere magt, og det vil være de færreste der kan stå i vejen for ham. Der er dog håb: Der går nemlig rygter om, at kongen har en ældre søn, og er det rigtigt, kan Drystans magt blive brudt. 
Og så der profetierne om den udvalgte, som Skyriel ikke ved om hun skal - eller vil - tro på. For kan det virkelig passe at hun har magten til at vælte kongen og redde Ovanien? 

Jeg var vild med første bind i serien, og havde derfor glædet mig meget til at læse videre i serien. Og jeg blev da heller ikke skuffet, for toeren levede i dén grad op til forgængeren. 
Sproget er letlæst og flydende, og beskrivelserne er levende og billedskabende. Som læser kan man ligefrem mærke kulden sive ud fra siderne, lugte blodet, og føle den knugende håbløshed fra fængslets mure. Talesproget er nutidigt, og bandeordene er opfindsomme og morsomme, og minder mig faktisk en del om kaptajn Haddocks svovlen fra Tintin-albummene (hvilket skal opfattes som en kompliment - jeg elsker Tintin!). 
Handlingen er godt skruet sammen, og plottet overrasker hele vejen igennem. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, forræderi, intriger, magi, hemmeligheder, overnaturlige væsener, mystiske sygdomme, religion, magtbegær, kærlighed og kønsroller. Riddere, pirater, onde ypperstepræster, drager, bastarder og magikere befolker bogens persongalleri, og selvom der er mange tråde at holde styr på, så formår forfatteren at få det hele til at gå op i en højere enhed og strikke en historie sammen som er helt sin egen, og umulig at slippe. 
Personerne er levende og menneskelige, med egne motiver, fejl og moral, og man kan ikke undgå at holde af dem, med enkelte undtagelser (host, Drystan, host). Skyriel er rapkæftet, stædig, nysgerrig og impulsiv, og især det sidste giver hende problemer gang på gang. Men hun er også loyal, med hjertet på rette sted, og vil gå gennem ild og vand for dem hun elsker (næsten bogstaveligt talt). Selvom jeg rigtig godt kunne lide hende, må jeg dog indrømme, at jeg til tider havde det lidt svært med hendes impulsivitet, fordi hun tilsyneladende ikke lærte af sine fejl, og begyndte at tænke sig om, hvilket gjorde at hun konstant havnede i farlige situationer, som hun kunne have enten undgået helt eller minimeret, hvis hun lige var standset op og havde tænkt over det, før hun gik i gang. Men hvem ved, måske vokser hun fra det i de senere bind. Uanset hvad ændrer det ikke på, at hun er en heltinde med både mod, vilje og ben i næsen, og en stædighed som ville gøre en okse stolt. Også bipersonerne er nuancerede og interessante, og som læser lærer man dem rigtig godt at kende undervejs. Ikke mindst fordi bogen fortælles fra flere forskellige synsvinkler, og man derfor virkelig kommer ind under huden på flere af personerne. Og det gælder både helte og skurke. Jeg var især vild med Lovel, som virkelig udvikler sig i løbet af bogen, men også piraten Skarpskygge, Eldira og Askarion kunne jeg rigtig godt lide. Og hvad angår skurkene...Ja, så hader jeg stadig Drystan, og hans elsker, Blaid, er heller ikke ligefrem en hyggeonkel. 
Var man vild med Skyriel, og kan man lide bøger med stærke, rapkæftede heltinder, overraskende twists og masser af magi, så vil Blodbæst bestemt ikke skuffe. Læs den!

Se også forfatterens hjemmeside

Ingen kommentarer: