torsdag den 30. november 2017

Ravnenes hvisken 2

Ravnenes hvisken 2 er andet bind af fantasytrilogien af samme navn, skrevet af Malene Sølvsten.

Ragnara har fanget Seren, og Anne har derfor ikke andet valg, end at drage til Hrafnheim for at redde hende. Men i Hrafnheim er intet som Anne er vant til, og den anden verden er fuld af farer. Ikke nok med, at Ragnara vil gøre alt for at få fat i hende, Anne har også en morder efter sig, og plages af syner om sit fremtidige mord. Og nå ja, så har hun også en gud efter sig, som har sine egne planer for hende.
Anne ved ikke hvem hun kan stole på, og det gør det ikke nemmere, at hun falder for soldaten Rorik, som har sine egne hemmeligheder.
Samtidig finder Anne ud af, hvad Ragnaras plan er, og det bliver et kapløb med tiden, hvis hun skal nå at redde sin søster før det er for sent. For lykkes Ragnaras plan, starter ragnarok, gudernes undergang - og alt andets.

Jeg var vild med første bind af trilogien, og kunne næsten ikke vente på at bind 2 udkom. Og selvom bogen for mig ikke helt levede om til forgængeren, så var bogen både værd at vente på og fantastisk spændende. At den alligevel tog et par uger for mig at læse hænger mere sammen med min manglende læselyst end bogen, for hverken action, handling eller de utrolige twists undervejs skuffede.
Sproget er letlæst og flydende, og forfatteren er utroligt god til at beskrive såvel omgivelser som actionscener på en måde, så de fremstår lyslevende for læseren, og man næsten kan lugte blodet. På trods af den til tider temmelig blodige handling skinner humoren alligevel igennem, hvilket gør bogen nemmere at komme igennem, på trods af de mange dødsfald undervejs. Især et af dødsfaldene har jeg svært ved at tilgive forfatteren - og det er endda et af de første. Har I læst bogen, er jeg sikker på I ved hvilket dødsfald jeg hentyder til - og har I ikke læst den, vil jeg ikke spoile det for jer.
Universet udvikler sig en hel del her i andet bind, hvor hele den anden verden bliver udfoldet, og der optræder nye væsener og personer. Igen blandes nordisk mytologi med nutiden, men i mødet med den anden verden rejser Anne også tilbage i tiden, da Hrafnheim er adskillige århundreder bagud i den teknologiske udvikling, og magien har en større rolle.
Handlingen er godt skruet sammen, og fyldt med twists, som gør det umuligt at forudsige hvad der vil ske. Historien er uhyggeligt spændende, og fyldt med action, mord, kærlighed, venskab, magi, guder, jalousi, forræderi, tilgivelse, religion, tid og magtbegær. Det er en historie om skæbne, om at forsøge at ændre skæbnen mod alle odds, og om at affinde sig med det der ikke kan ændres. Men det er også en historie om familie, om at finde sig selv, og om at turde åbne sit hjerte og elske, på trods af de risici det medfører. Også dette bind slutter med den vildeste cliffhanger, og visheden om at der stadig er et halvt år til tredje og sidste bind udkommer gør kun ventetiden endnu sværere.
Personerne er levende og menneskelige, og man kommer som læser hurtigt til at holde af dem. De er nuancerede, med egne motiver og historier, og virker derfor utroligt realistiske i deres handlemåder og valg. Hovedpersonen Anne er modig, stædig og stærk, men også impulsiv, sårbar og bange for sine evner, og sin skæbne. Efter at have været alene stort set hele sit liv, har hun svært ved at åbne sit hjerte, og endnu sværere ved at håndtere kærligheden. Og det gælder både den venskabelige kærlighed til Luna, Mads og Mathias, og forelskelsen i Varnar og Rorik. Jeg er stadig ret glad for Anne som hovedperson, og synes virkelig hun udvikler sig i løbet af bogen. Af bipersonerne holdt jeg især af Rorik, som udvikler sig fra at være en tro soldat i Ragnaras tjeneste til at se på verden med nye øjne, ikke mindst gennem forelskelsen i Anne. Men han er også en mand med en hemmelighed, og med evner, som er upassende for en mand i Ragnaras verden. Og så var jeg ret vild med fingalken Finn og Svidur.
Alt i alt var bogen en rigtig god toer, og jeg glæder mig allerede til at læse tredje og sidste bind. Er du vild med fantasy og nordisk mytologi, og elskede du første del af trilogien, så må du ikke snyde dig selv for Ravnenes hvisken 2. Læs den. Du vil ikke fortryde det.

Se også forfatterens hjemmeside.

Ingen kommentarer: